Morgendisen var blevet til tåge. Skyerne hang i hovedhøjde, gråbrune og bristefærdige af regn. Kun en svag summen af den nærliggende motorvejs uendelige slange af biler trængte igennem den vatterede himmel. Karls hoved føltes som en mudderpøl.

Det var blevet sent i går. Ungdomsvennen Nis var kommet forbi. De havde ikke set hinanden i over fyrre år, Nis var taget til Australien dengang, "for at få lidt luftforandring," som hans egen forklaring lød. Men der var vist noget med, at politiet havde været lidt for interesserede i at tale med Nis. Karl virrede med hovedet, det lange fedtede hår daskede ned i ansigtet, og han skrabede det irriteret væk fra øjnene. Det føltes forkert. Som om han blev våd i ansigtet. Han holdt hånden frem foran de halvblinde øjne. Og hans hjerte stod næsten stille.

Hånden var rød af blod. Og nu bankede det på døren!

Det måtte være hjemmesygeplejersken. Hver morgen kom hun for at hjælpe ham med at få taget de rigtige piller, det kneb for meget med synet efterhånden. Hænderne var også krogede af gigt og kunne dårligt holde om samfundshjælperen mere. Han havde sagt det til hende, spurgt om hun ikke kunne skaffe sådan en med stort greb, men hun havde bare gloet på ham med sine store kvieøjne og spurgt hvad han mente med "samfundshjælper". Han var blevet stiktosset, tumpede ungdom, de ved da heller ingenting. Og da han så, utålmodigt - det kløede næsten på indersiden af kraniet af bare irritation - forklarede hende hvad en samfundshjælper var, havde hun selvfølgelig bare himlet op om hvor usundt det var at drikke for meget.

For meget. Hvad var for meget? Når man havde et lorteliv som hans, var der sgu intet der var for meget, hvad øllerne angik. Han strøg igen håret væk og blev atter opmærksom på blodet på hånden. Hvor kom det fra?

Han nåede ikke at tænke mere. Døren splintredes med et brag. Inden han havde nået at få vejret igen, lå han på gulvet uden at kunne røre sig.

Hans hjerte havde ikke overskud til at klare sådan et overraskelsesangreb. "Pokkers" tænkte han, mens han følte livet glide ud af sig, "nu finder jeg aldrig ud af, hvor det blod kom fra."

Og sådan endte hans liv, som det hele vejen igennem havde været - ufuldendt, uafsluttet, rodet og uafklaret.