Kiggede han ikke lige?
Jeg vendte mig halvvejs om, og skulede til den ældre herre. Havde han set det? Mandens rynkede facade var fuldstændig ulæselig, en mester i pokerfjæs! Men havde han ikke lige kigget ned på min trøje?
Jeg vendte mig langsomt om igen, og prøvede at tænke fornuftigt. Selvfølgelig havde han ikke set noget, jeg har lange ærmer på. Alligevel stod jeg af, tre stoppesteder inden min gade. Så måtte jeg gå! Det var sommer, en lummer en af slagsen. Sveden piplede frem på min pande, ryg og under armene. Folk kiggede også sært på mig, når jeg gik forbi dem. Selvom at jeg fandt de undrende blikke meget ubehagelige, så forstod jeg det jo godt. Hvem går med sweater i juli?
Hjemme på værelset skyndte jeg mig at smide min trøje, og erstatte den med en lille undertrøje. Lettet og kølig satte jeg mig på sengekanten, og pustede ud. Endnu en bytur uden at nogen opdagede det. Efterhånden havde jeg vænnet mig til, at være konstant på mærkerne omkring mine arme. Man kan vænne sig til meget, havde min mor engang sagt, da jeg spurgte hende, om hun hadede far. Dengang var jeg seks. Idag behøver jeg ikke spørge. Når jeg så min moder i øjnene, hvilket jeg prøvede at undgå for det meste, var der intet lys at spejle sig i. Han havde nok banket det ud af hende, vrissede jeg bittert, og tog mig til håndleddet. Det var som om, at arrene blussede op, når jeg snakkede om årsagerne til deres eksistens. Men det gjorde intet. Jeg havde mine lange ærmer... Igennem årene havde jeg fået købt mange sweaters, svedbånd, cardigans og langærmede trøjer, De eneste kortærmede jeg havde, var til hjemmebrug. Jeg deltog ikke i fællesbadning på skolen, tog ikke på stranden med pigerne. Jeg ventede til at der ingen mennesker var. Derfor, var jeg også ofte alene. Fordi at friheden var en nødvendighed for mig indimellem. Man kan vænne sig til alt, og jeg er god til at holde på min hemmelighed. Men kunne det ikke være skønt, hvis man bare en dag,kunne gå i skole med t-shirt?