Angsten sneg sig igen nådesløst ind over min eftergivende trætte krop. Frygtens sorte handske, erobrede mit sind, som en skyggeformation med uanede kræfter. Igen måtte min fysiske tilstand give sig hen, til den tilbagevendende hule af mørke, uden umiddelbar tro på bedring og lys.
Varmen fra dynen føltes kvælende, som sur lunken mælk, når man mest af alt vil have kølig friskhed.
Intet var i stand til at løfte mig ud af depressionens uklippede kløer.
Jeg er et nul, et sølle komma i en roman, en tankestreg i universet. Alt ville være bedre uden mig. Alle ville være lykkeligere uden min tilstedeværelse.
Alle kan se igennem mit smertefulde, gennemsigtige og håbløst hudløse væsen. Alle kan se hvor lille jeg er, hvor lidt jeg er værd.
Så tung jeg er...så evig tung. Smertefuld ømhed kravler omkring inde i det inderste, i hver en blodåre....det dybeste, det ubeskriveligste. Dybe øredøvende pulsslag minder mig om mit hjerte, min dødelighed. Mon jeg dør nu??...kan næsten ikke trække vejret...min hals snørrer sig sammen!!! Uudholdeligt!!!...STOP NU!!!...tankekvælning!! Jeg føler mig allerede død. Mon det her den levende død?!!!! Hjælp mig...hjælp for fanden!!!!
Alting maser sig på...derude. Ingen kan hjælpe mig, ingen vil...ingen må. Alle har nok i sig selv!! Jeg er også grim..for grim til at være her...ulækker!!
Jeg gemmer mig. Magter ikke røntgenblikkende, de stirrende borende øjne, tankerne....alles tanker!!
Farveløst vandvid....tomhed! Toneløs vandring i ingenmandsland. Ensomhedens tusindhed....orker det ikke mere, igen! Vælger drømmelandet i frygtens kontinent....velkendt.... Kan ikke andet.....mine ben er lammede, mine arme sygner hen...visner som efterårsblade, har mistet farven.

Det ringer på døren, igen. Larm, forstyrrelse.......irritation bobler... Lad mig for fanden da være!!! Fat det dog!!!
En nøgle lirker i låsen... Skridt.... Nogen sætter sig ved min seng!!
En varm hånd kærtegner mit hår, stryger mig forsigtigt henover kinden. En sart genkendelig duft forplanter sig i mine næsebor. En forsigtig modvillig lysstråle rammer mit mørke land.
En stemme taler sagte. Mærker en lyst blandet med ulyst. Åbner forsigtigt mine lysfølsomme øjne. Jeg tør godt. Hun vil mig det godt... Hun forstår min ulyst, maser sig ikke på. Jeg føler mig utvunget omfavnet. Jeg klemmer hendes hånd, føler sårbar taknemmelighed. Min verden åbner sig en smule.....håbet mod lyset er muligt, måske!!