Hun stod forpustet i landevejens våde græs med en gammel kuffert ved sin side.
Mørke regnskyer var ved at trække op i horisonten, og hun skævede nervøst til den frakørsel, hun lige var kommet løbende fra. En dårligt vedligeholdt grusvej, der førte hen til gården, hvor stuehuset også stod i en elendig tilstand. Et trist symbol på et visnet forhold, der var startet med så mange rosenrøde drømme og planer for en vidunderlig fremtid for to. Og for de børn der gerne måtte komme.
Hun gøs ved tanken og priste sig lykkelig for den abort, de begge havde sørget så meget over. Den blev ligesom starten på den forbandelse, han hårdnakket påstod, hvilede over dem og gården. Først var det barnet, og så blev det høsten, der heller ikke blev til noget. Året efter var det dyrene, der blev syge og mange døde. Det var også det år, han begyndte at drikke for alvor.
Det var ufatteligt, at så meget kunne gå så skævt og så hurtigt.
Måske var der virkelig en forbandelse over stedet?

Han sov stadig derinde.
Det havde hun selv sørget for med pillerne i hans morgenkaffe.
Hun spejdede ængsteligt hen ad den øde landevej.
Havde hun givet ham nok? Eller måske for mange?
Uanset hvad, så var det nu, det skulle ske. Nu måtte hun bare væk herfra. Kroppen havde stadig grimme, blå mærker fra hans seneste druk, og psyken hang i laser. Sovepillerne havde reddet den, og nu havde de små grønne også snart også frelst hele hendes krop.
Da hun skulle have fornyet sin recept, sagde lægen flere gange, at han kunne hjælpe hende med at kurere de blågule mærker een gang for alle. Til sidst fandt hun modet til at nikke tavst, og han lagde et lille visitkort ind i recepten.

Først i går, da han sov tungt, igen stinkende af øl, havde hun vovet at ringe. Den venlige stemme fik hende næsten til at græde, men den tændte også et lys i hende. Håbet, hvis varme havde vokset sig større og større, imens hun lyttede til stemmen i røret.
Hun var vant til at gøre, som der blev sagt, så det gjorde hun uden skrupler den følgende morgen. Hun havde dog ikke turdet tage nøglerne til deres gamle bil, der havde slugt så mange af deres få penge, men blot lukket luften ud af et forhjul.

Hun spejdede igen hen ad landevejen og stivnede af angst, da hun hørte noget, der lød som en smækkende dør. Derindefra. I horisonten dukkede en grøn vogn op, og da lygterne blinkede, hankede hun op i kufferten og løb grædende vognen imøde.