Allerede den første, bevidste indånding af morgenluften føltes forkert. Noget tyngende, tæt og mørkt havde lagt sig over parcelhuskvarteret, og det var ikke den sædvanlige grå sky, der ellers plejede at vogte trofast, våd og tung over husene. Manden rejste sig knirkende op fra sengen, eller en knirken var hvad han havde forventet, men ikke i dag. Soveværelset var som tæt pakket med en usynlig tåge, der dæmpede rummets lyde, og gjorde det ellers så lyse soveværelse mørkt og kvælende. Han bevægede sig hurtigt og lydløst ud af rummet, men kun for at finde sin stue henliggende i samme, mystiske tilstand. Tiden havde stået stille uendeligt længe, da manden fra et sted langt, langt væk fra det punkt hvorpå han stod, kunne høre uret på væggen slå seks. Det lød rungende hult igennem den usynlige tåge. Manden skyndte sig mere end nogensinde før at tage tøj på, gribe den sædvanlige plettede banan, som skulle blive det eneste mad han fik, inden han ville vende tilbage til det ensomme hus. Døren smækkede efter ham, og han gik med hurtige skridt hen mod havelågen. Herude var alting også forandret. Et besynderligt lys gjorde, at husene på begge sider af ham fremstod spøgelsesagtige, og uvirkelige. De tomme, sorte ruder stirrede på ham som sorte glasøjne, og en følelse af tiltagende panik fik sveden til at pible frem på mandens overlæbe, hvis skridt ubevidst blev hurtigere og hurtigere. Han nåede endelig frem til bustoppestedet, og skiltets gule farve lyste som noget betryggende i det disede sort/hvide land. Manden kunne svagt skimte bussens to forlygter, som kastede et spøgelsesagtigt skær i den tidlige skumring. Busdørene åbnede med en lyd, der ikke syntes helt ligeså høj som den plejede, og var det bare indbildning, eller var buschaufførens øjne ikke sorte og glasagtige ligesom de tomme ruder?