Det var tidligt om morgenen. Mens jeg fik tøj på, lyttede jeg til fuglene og den dæmpede lyd af samtale nede i stuen. Jeg fjernede det og skyndte mig nedenunder. En dampende varm havregrød stod og ventede på mig på bordet. Grøden smagte som den plagede, men det skulle den jo også gerne, så jeg skyndte mig at få den ned. Mine forældre rystede blot blidt på hovedet og lod mig så spise færdig og løbe og til stalden, hvor jeg sadlede vores frieser op og satte galopperende kursen mod landsby, Isyntit, cirka tre kilometer mod syd.
Da jeg nåede frem fornemmede jeg, at der var et eller andet der trykkede beboerne. Naturligvis satte jeg mig for at finde ud af hvad det var. Midt på hovedgaden holdt en fint udsmykket karet med kronprinsen liggende på trinbrættene. Ingen havde endnu vist interesse, så jeg skyndet mig der hen. Men hvor jeg dog ønsker nu, at jeg ikke havde. For jeg kunne kun konstaterer at han var død. I det samme kom endnu en karet kørende, og vagterne fra den, sprang af og løb hen til mig. De løftede mig ubarmhjertigt op og tvang mine arme om på ryggen, med et smertefuldt vrid. Det svimelede lidt for mig, da en vagt begyndte at ud spørge mig om mordet på kronprinsen. Jeg kunne selvfølgelig ikke svare på nogle af spørgsmålene, for jeg havde ikke engang været tilstede, da han død. Utilfreds med mig fik vagten, den ene af dem der holdt mig til at vride mine arme lidt mere, men jeg nægtede fortsat at til stå for jeg havde ikke gjord noget. Om vagterne ville tro på det var deres sag, men jeg ville ikke tilstå noget jeg ikke engang havde set ske.
Efter fem timer med at vride arme og fingre lagde de mig i lænker og tog mig og friesren med sig, da de igen satte kurs mod hovedstaden og konge slottet. Turen blev lang og ubehagelig. Vognen jeg blev transporteret i bumlede usædvanlige meget, og når jeg ikke var i den blev jeg udspurgt under tortur om mordet på prinsen. Da slottet var nået, blev intet bedre. I den måned jeg blev holdt som fange, var det eneste jeg fik vand, brød og blåmærker. Doms dagen kom, og da ingen anden var blevet udspurgt, blev jeg dømt til halshugning ugen efter. Indtil jeg skulle dø, blev jeg sat i gabestok på et tov i udkanten af byen, for alle gabestokkene på vej der til var optaget. Det var min chance, og vagternes fejl.
Da jeg var sikker på at vagterne var væk. Trak jeg mine hænder ud af holderne og fik fat i en jernstang, som jeg brugte til at løsne gabestokken nok til, at mit hoved blev frit. Så greb jeg tøjlerne på den nærmeste hest, og red af sted. Stoppede kun kort på bakketoppen, mens jeg tænkte tilbage. Før jeg nu vender hesten og rider videre, vil vidne at intet vil blive som det var.