Jeg står febrilsk udenfor venteværelset, mens jeg tager mig selv i at have denne indre frygt, som finder mig dybt pinlig og latterlig, men som jeg ved hænger som et skævt smil på mit ellers grålige ansigt. Da jeg endelig efter et minut af eftertænksomhed tager med et suk i dørhåndtaget, kan jeg mærke lige i det at jeg helst bare ville flygte fra mig selv. Stilheden skriger mig op i mit åbne ansigt da døren åbnes, jeg gisper hurtigt efter mit vejr, mens mit skæve smil udstøder et lille fnøs for at jeg ikke mister min kontrol helt. Mit ansigt føles som cement, stift, koldt og gråt. Jeg ser mig om i rummet, mens vilde øjne møder mig og ser på mig, studerer mig hurtigt med eftertanke som om jeg allerede var dødt kød, for længst ude af markedet. Hurtigt tager det et lille sæt i dem og de kigger hurtigt væk igen optaget i boligblade, for at finde fokus på det "naturlige". Der var fire af dem, patienter som det kaldes, et ord som for det hele til at lyde meget mere alvorligt og sygdoms befænget. Jeg får hurtigt kastet mig ned i en stol og prøver at virke, som om at jeg ikke er blevet påvirket af situationen. Jeg prøver at få styr på min plus som hamrer, mens den store tykke vene i panden bliver vildere og vildere. Jeg griber konfus ud efter det første der ligner et blad, jeg ånder lettet op og gemmer mit ansigt bag papirets beskyttende flade. Da det pludselig går op for mig, at folderen jeg tog handlede om abort, mit hjerte begyndte at banke hårdt i takt med at jeg rystede og kuldegysningen spredte sig som en tyk hinde om min krop. En ældre tyndhåret dame sad overfor mig med billedebladet til oppe over ørerne, mens hun rettede på hendes briller. Hun havde lugtede lunten og kiggede i smug skævt til mig. Jeg fumlede i tasken efter noget håndgribeligt jeg kunne knuge i min hånd, for at få frygten til at forsvinde. Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke på noget andet end små baby tær og blod. Jeg aede blidt det som skulle have blevet til "mit" og håbede på at jeg ville besvime og vågne, hvor det hele var overstået. Døren bliver åbnet jeg kigger stift på den hvide høje mand "Sabine Lauritsen, kom du med mig"