Jeg er uundværlig, det går ikke uden mig.
Jeg blev født på en fabrik i Taastrup, jeg trillede hen af et langt bånd, til jeg endte i en farvestrålende plastikpose, sammen med ni andre. Mine kære søstre og brødre, jeg er den mindste lillebror Emil.
Vi står fint indpakket, i snorlige rækker, og flotte formationer i supermarkedet.
På min faste plads højt oppe, kan jeg se nærmest hele lokalet, og alle de besøgende.
Det er en god plads, alligevel er jeg ikke helt tilfreds.

Der kommer næsten kun nogen forbi og vælger os,når der er tilbud.
Ellers tager de mest de billigere udgaver, som står længere nede.
Ubetænksomheden kender ingen grænser.
Enten fjerner de mine sidekammerater fra hylden helt rutinemæssigt, nærmest uden at registrere at de gør det, eller også sukker de og siger "Øv det mangler vi også".
Og så smider de rundt med os, ned i indkøbsvognen som om vi intet betød.
Er de mon klar over hvor ondt det gør i sjælen.

Så jeg ved hvad der venter mig. Jeg som har brugt hele mit liv, og hver en celle i min krop på at gøre mig klar til min opgave, skal finde mig i ligegyldighed og dårlig behandling.
Og det på trods af at jeg er luksusudgaven af "menneskets bedste ven", så blød og så dejlig
Jeg har talt med min tillidsmand og min faglige organisation, og de overvejer at rejse en sag, for misligeholdelse af kontrakten. Jeg har trods alt krav på ordentlige arbejdsbetingelser. Mobningen gør at det er svært for mig at udføre min opgave.

Jeg overvejer at gå til medierne med min historie.
Og Jeg overvejer at strejke,.
Se så tror jeg nok at piben ville få en anden lyd.
Så ville jeg blive rationeret, en halv om ugen pr. husstand.
Og de ville klappe mig sødt, når de købte mig, og sige: "Nej hvor er vi heldige".
Og ganske forsigtigt, ville de bruge af mig, stykke for stykke.
Nærmest som var jeg en pengeseddel.
Se det ville jeg elske - endelig at blive respekteret og værdsat, for det jeg er og kan.

Så kære menneske, husk det næste gang du tørrer dig bagi.