Jeg forstår det simpelthen ikke. De svajende bevægelser, de lange grene som hvirvler rundt, her er helt vindstille. Jeg prøver, men kan ikke bevæge mig. Er det mon lydende? Hver gang hun svajer, bruser lyde ud i rummet. Jeg lytter, mens jeg kigger ud på et hvidt landskab, og fortærer alle solstrålerne der rammer mig. Jeg kan mærke de gør mig stærkere, men jeg kan ikke bevæge mig for her er vindstille.
Hver dag er en kamp, jeg vil ikke give op, for jeg ved at jeg kan bevæge mig, men jeg er gået i stå. Jeg må se på mens hun svajer, vifter, bevæger sig hver dag, og jeg er misundelig.
Jeg vil røre mine blade, jeg vil svaje og bevæge mig i takt med hende, jeg vil mærke glæden, præcis som hun gør, men jeg kan ikke.
Varmen trænger mere og mere igennem. Jeg suger det livgivende lys ind i min marv, og kan mærke mit hjerte begynder at slå. Min blade strækker sig, jeg strækker mig, jeg vokser men jeg står stadig stille.
Jeg ved, at jeg kan. Jeg ser hende dreje rundt, og de smukke lyde bruser gennem både hende og mig. Jeg strammer alt op og gør et forsøg til, men jeg står stille og jeg græder i stilhed.
Varmen trænger sig på. Jeg kan mærke, at jeg bevæger mig meget langsomt. Men hun hører ikke når jeg råber, at jeg vil svaje med hende. Jeg giver ikke op.
Varmen bliver intens nu, solen skinner længere, og med den svajer hun mere rundt. Hun vifter med sine lange bladløse grene. Jeg prøver at lave samme lyde, måske kan jeg så bevæge mig, men der sker ikke noget, for her er helt vindstille.
Så sker det, hun hører mig og kommer nærmere, hun rækker forbi mig mens jeg råber "kom, tag mine blade og svaj med mig". Så åbner hun vinduet. Vinden tager kærligt fat i mine blade, og så bevæger jeg mig.
Jeg svajer, jeg vifter, og jeg nyder min genfundne frihed.

Jeg kan ikke holde op med at grine, mens jeg danser i takt med hende.

"JEG LEVER IGEN", råber jeg højt - og springer ud.

Kærligst fra potteplanten