Jeg har altid undret mig over menneskene. De er så anderledes og mærkelige. Alt lige fra deres bevægelser til deres udseende er så langt fra mit, at jeg ikke forstår dem. De kommunikerer ved hjælp af mærkelige lyde, og vilde fagter med hænderne. Det er utroligt at de ikke kan snakke civiliseret ligesom alle os tallerkener. Det kan godt være at vi ikke kan bevæge os, men vi snakker i det mindste stille og roligt. Det virker som om menneskene tror de ejer verdenen, som om de bare kan gå der og støjforurene som det passer dem! De har nu også tvunget os til at stå stablet, og jeg siger jer, det er tungt at ligge nederst! De har dog ikke gået så langt som at putte os i skuffer. Vi har stadig ret til at kigge ud, og jeg har observeret dem. Hele deres væremåde er meget mystisk. De går, og er væk i umådelig lang tid, for derefter at vende tilbage og lade som om de altid har været her. Hver dag kommer der et menneske hen til os, og tager den øverste af os. Så bliver læsset lidt lettere at bære. Det er dog ikke det værd. Vi bliver proppet med alt muligt mærkeligt, koldt og varmt, flydende og fast. Og så bliver der suikket og skåret i os med gafler, skeer og knive. Det er en smerte uden lige, men de ignorere vores skrig. Efter dette smertehelvede bliver vi stillet på højkant i en mørk boks. Her kan man snakke med alt lige fra kopper til gafler. De kan alle fortælle om deres plads i menneskenes verden. vi er alle enige, mennesker er IKKE rare! Når alle pladser i denne boks er optaget, får vi selskab af sådan noget hvidt pulver. Så lukkes døren, og brændende varmt vand fosser ned over os. Vi skoldes, druknes og tortureres i op til 2,5 timer! Til sidst tørres vi og bliver lagt tilbage i stablen i skabet. Så ligger man her og venter på at skrækscenariet gentager sig. Menneskene er modbydelige. De tænker kun på dem selv, råber og skriger, torturere os og fratager os vores frihed.
Nogle gange kommer der en masse mennesker på én gang. Så bliver vi alle taget ud af skabet, og luften genlyder af skrig fra vores artsfæller som bliver skåret i, druknet, skoldet og stukket.
Alt imens hygger menneskene sig! De smiler og griner, og virker helt ligeglade. Jeg vil aldrig kunne forstå mennesker, og jeg har heller ikke tænkt mig at prøve. De er nogle mærkelige skabninger, og jeg ved ikke meget om dem. Alt jeg ved er; vi er deres slaver, og de er vores ejere!