Mit øje fanger skiltet over teltet: SPÅKONE. Det er et fint lille skilt, skrevet med fast hånd og lilla bogstaver.
Jeg tøver, men kun et øjeblik. De er efter mig. Alternativet er at løbe videre.
Sekundet efter er jeg indenfor.
Mine øjne forsøger at screene alt i det lille, mørke telt på en gang, mens mine ører lytter efter løbende fødder udenfor. Hvis de vælger at undersøge telte, kunne jeg dårligt have valgt et mere oplagt telt at stoppe op i.
Overfor mig bag et lavt bord sidder en lille kvinde på små tredive år. Hun har langt, kruset sort hår og tindrende lige så sorte øjne. Utallige sten lyner fra et utal af ringe og armbånd om hedes fingre og arme. Hun er iført en silkekåbe af rød Bengalore silke med guldbroderinger.
Hun smiler op til mig og nikker mod en kåbe, ligeledes af silke, der hænger inden for døren sammen med en toupé af langt blond hår.
"Hvis du har brug for at komme af sted, må du gerne låne mit alibi!"
Jeg ser forvirret frem og tilbage mellem hende og kåben. Hendes sætning er så uforståelig, som hendes accent er fortryllende. Hvis jeg ikke var så skræmt, ville jeg på stedet invitere hende ud på en date.
Nu hører jeg tunge løbende skridt nærme sig. De er mange. Som jeg ventede. Lynhurtigt tager jeg kåben over mine skuldre, smækker toupeen på hovedet og sætter mig over for hende.
Hun rækker hånden ud efter en stak rationeringskort ligner det. Men det er tarok kort forstår jeg, da jeg får set ordentlig efter.
Hun blander kortene og vender det første. Talekonsulent, viser teksten da hun får det vendt.
Trinene er lige udenfor. Jeg vil gerne sige noget men kan ikke.
"En talekonsulent. Det siger sig selv. Du må lære at sige noget. Har jeg ret?" Hun smiler til mig. Hendes øjne får det nu til at gøre ondt i mig, hele vejen fra navlen, gennem maven til trinene uden for, som nu er standset.
"Eller du har måske hukommelsestab? Vi tager et kort til. Du skal se, vi finder ud af det. "
Hun vender det næste kort. En automatpistol! Kortet viser billedet af en automatpistol!
Jeg ser forskrækket op på hende. Hvor der før sad en fortryllende sigøjner, ser jeg nu ind i Haubitsch' skadefro ansigt. Parykken med det sorte hår havde maskeret ham til uigenkendelighed. Han har selv en automatpistol i hånden og peger lige på min mave, præcis dér hvor jeg før havde allermest ondt.
"Nick er herinde," råber han ud til de tavst ventende fødder udenfor. "Hans tid hos konsulenten behøver ikke at blive ændret."