Overvågningsapparatet på det intensive sengeafsnit larmede igen. Sygeplejersken slentrede hen til maskinen og slog alarmen fra. Det skete ofte. Bare en lille bevægelse fra patienten, og alarmen gik. Sommetider tænkte hun, om ikke alle disse falske alarmer rullede hende og kollegaerne ind i en falsk tilstand af ro og ingen fare?
Hun erindrede farmoderens historie om Peter og ulven. "Ulven kommer!" Sagde Peter, så mange gange, at folk omkring ham ikke tog ham alvorligt, da ulven så endelig virkelig var der. Gudskelov havde hun aldrig selv negligeret en alarm, som så havde vist sig fatal, men hun havde haft kollegaer, som havde været tæt på at overse alarmer, som krævede øjeblikkelig handling.
"Bipbipbip"- "Åhh, så lig dog stille kvindemenneske!" Sygeplejersken skruede lidt op for den sederende medicin. Det hjalp. Den gamle kvinde i den hvide hospitalsseng trak igen vejret regelmæssigt, og maskinen var igen tavs. Tavs som graven.
Tavsheden stod i skærende kontrast til den afsked, som sygeplejersken havde haft med sin mor, kort tid før hun kørte afsted til sin aftenvagt på hospitalet. "Hvordan vil du have, at jeg skal kunne overkomme det hele!?"Havde hun skreget til sin mor for mindre end tre timer siden. "Jeg er ikke nogen blæksprutte!"
På det sidste havde hun tænkt, at der burde være en aldersgrænse for, hvorlænge man måtte sætte børn i verden. Hendes mor var 49, da hun fik hende, og allerede som 10-årig bemærkede hun sin mors glemsomhed. Hun fik madpakke med i skole med mugne rugbrødsmadder.
Nu, som 38-årig, havde hun affundet sig med sin mors tiltagende hukommelsestab i både store og små ting, men det sidste halve års tid var hendes stresstærskel nået. Skilsmissen fra John pga. hans utroskab, fars hjerneblødning og venindens selvmord - hun havde brug for en mor, som kunne trøste. Som kunne sige:"Det skal nok gå min skat. Mor er her for dig." I stedet havde hun en mor, som teede sig som et barn:"Hvorfor kommer du ikke noget oftere?" John var da sådan en rar mand, hvorfor forlod du ham?" Kunne du ikke have hjulpet din veninde på rette fod igen? Du betød jo så meget for hende?"
"Bipbipbip..."
"Attentatmanden på den amerikanske skole valgte derefter at tage sit eget liv.
Og til slut vejret, det bliver en klar vinteraften med temperaturer lige under frysepunktet. God aften."
"Bipbipbip..."
Den voksblege kvinde i sengen lå ubevægelig. Sygeplejersken løftede puden fra den gamle kvindes stivnede ansigt, og en hulken bevægede sig ud gennem hendes blødende, tårevædede læber: "Mor..."