Overfor mig i værelset sidder en mand. Appelsin gnaskes ind i hans mund. Gult appelsinsnask ædes voldsomt. Man kan ikke spise appelsiner uden at være klam, derfor sørger jeg for at gøre det med omhu. Jeg æder også voldsomt når jeg en enkelt gang imellem bevæger mig ud i at gnaske appelsin. Dog kun alene, hjemme, i mit hus. Trygt og ensomt, gnasker jeg. Manden her er måske ligeglad, måske dødsens sulten. Han giver den ikke for lidt. Appelsinsyreri ned af hagen, rammer hans krave. Han tænker på noget kan jeg se, og pludselig er det mig han ser på. Stirrer. Jeg bliver gennemskuet, gennemset, bliver nøgen her i venteværelset, kun ved hjælp af hans sitrende øjne. Pludselige tanker presser sig på i hans hovede, jeg kan se det helt her ovre fra. Han har fat i noget.
Hun ser på mig, og det sku helt fint for jeg stirrer på hende. Kan hun slet ikke se det. Min stirring? Mig? Jeg ved jeg har set hende før, men hvor? Jeg lægger appelsinen fra mig, det her kræver intens tænkning. Hvem er denne kvinde? Jeg kan se hun holder øje med det appelsinsaft, jeg udmærket godt mærker glider ned af min hage. Det har det lov til - for hvem fanden er hun? Det er typisk hende at stirrer på en lille fejl, som mit appelsinsnask. Så perfektionistisk. Latterlig ligegyldig, men alles yndlings. Årh...hvem fandens yndling? Lille lone, lille Line, lille Berit? Men hvad laver hun her - lille ? Hende var der ellers aldrig noget galt med. Hun ser ikke på mig, stirrer kun på appelsinsaften der har ramt mit blottede bryst. Jeg sætter fingeren over appelsindråben på brystet, og tager den op mellem mine øjne. Lille et eller andet, skal se mig i mine øjne NU. Hendes blik glider langsomt op, og da jeg har appelsinfingeren mellem hvert øje kan jeg mærke øjnene, men ikke i mine, stadig, STADIG stirrer hun kun på saften. Jeg slikker det af fingeren, har brug for at gøre noget desperat. Råbe af hende måske. Slå hende. Kysse hende. Overfalde, overgribe hende efter hendes usle, uperfekte lægebesøg.
Jeg bliver kaldt ind. Ryster under hver eneste lemme, og rejser mig bævende, men stadig kontrolleret fra stolen. Han stirrer. Sitre. Sveder. Hvordan er det han er kommet til at se ud? Jeg har savnet ham, men det er umuligt at savne ham efter dette her. Han har misforstået noget, jeg har aldrig haft i sinde at generer folk. Panikken breder sig i min krop, for når jeg kommer ud fra lægen, kan han stå bag hvert et hjørne, hver en slåen, klar til at overfalde Det må ikke ske. Eller måske skal det ske? Måske skylder jeg ham det, at han får lov til at tage hvad han vil af mig. Men det rammer mig så pludseligt, at jeg intet har at byde på. Han kan berige sig alt mit indhold, for det er blot det tommeste ingenting.
Det tror jeg ikke han havde regnet med.