Uha, Notre Dame! Der fandtes ikke noget bedre i verden, end at skulle observere denne skønne katedral dag-ud dag-ind. Hver dag gik han sin sædvanlige morgentur igennem de franske gader for at se, hvordan tingene stod til. Selvfølgelig var der jo masser af folk, der slentrede gennem kvarterene, fordi de skulle nå hver sit - der var dem, som skulle på arbejde, og så var der de folk, som skulle opleve den såkaldte "once-in-a-lifetime-experience", der gik ud på at komme op til toppen af Eiffeltårnet. Men selvom Paris var en støjende by med et noget så højt antal turister på dagligt plan (og et sprog der var det rene volapyk), så forhindrede det i hvert fald ikke den unge forfatter Heinz Wæhrens i at købe en god Espresso og spadsere igennem gader og stræder for at betragte, hvad der nu ellers lige fandt sted.

Han skrev ret mange digte - meget inspireret af Dan Turèll og BEAT - dog uden at have udgivet noget endnu. Og det med at observere de nærmeste omgivelser, gav ham oftest inspiration til en eventuel digtsamling. I dag skulle han til Notre Dame, hvilket var en meget kendt katedral verden over, som havde eksisteret gennem århundreder. Og selvfølgelig havde han også medbragt et eksemplar af den ellers meget kendte roman "Klokkeren fra Notre Dame". På mange måder havde han et specielt forhold til netop den bog, fordi han tit havde fået at vide i sin barndom, at han lignede hovedpersonen på forsiden. Hvad var det nu, han hed? Nå ja, Quasimodo. Han lignede Quasimodo grundet hans dårlige ryg, som hang rimelig meget ned af. Det var sikkert fordi, at han ikke ligefrem havde været nogen sportsudøver i sin ungdom. Pokkers også! Han stoppede op og hævede skuldrene, så han i hvert fald kunne hindre en modbydelig rygskade - hvis sådan en skulle komme.

Og ja! Den unge Heinz - eller 'Quasimodo' - havde i hvert fald forventet en nydelig morgen, hvor han kunne betragte en af Frankrigs store nationaliteter, som var så elegant opbygget med dens skinnede farve udenpå og det lysprægede show indenfor, uden så meget som et tant at frygte. Men da han ankom med mange kilometers afstand, så var det ikke ligefrem synet af kunst eller begejstring, der mødte ham. I stedet var det et gruopvækkende mareridt, der udspillede sig. Et ustoppeligt inferno! Folk skyndte sig væk fra kirken, så hurtigt som de kunne, mens flammerne stod op i cirkler, som var det en drage, der spyede med ild. Videokameraer filmede ulykken, så det kunne komme i nyhederne et kort øjeblik efter. Flere vagter bad de andre om at holde sig langt væk. Der var panikslagne mennesker overalt, som grædte en del. Imens alt det her skete stod den fornøjede 'Quasimodo', og var i tvivl om han skulle et digt om det eller måske bare lade være - det ville alligevel nok ikke blive til noget. En ting var i hvert fald sikkert; det her ville han aldrig glemme!