Omtumlet og forvirret vågnede min krop ganske langsomt. Efter en ubestemmelig mængde tid åbnede mine øjne sig langsomt og lod det skarpe projektørlys sive ind af de smalle sprækker. Langsomt og forsigtigt åbnedes nu øjnene helt og jeg kunne se at alle var gået hjem.

Stadion var tomt.

Jeg rejste mig langsomt og huskede som det eneste hvad spåkonen fra dagen før havde sagt:
"Et hukommelsestab vil med samme sandsynlighed, som at en fodboldspiller sender bolden i nettet ved straffespark, ramme dig inden ugen er omme."

Jeg rejste mig med stort besvær og tog et par usikre skridt. Jeg følte det som var jeg Kaptajn Haddock midt i den værste storm. Alting snurrede rundt og gjorde hvert skridt til en prøvelse i balance.
Jeg befandt mig i staffesparksfeltet på en fodboldbane. Jeg antog, at det var nat, idet jeg på den anden side af de stærke projektører, der var rettet mod banen, kunne ane mørket.

Jeg stirrede op i projektørerne, der sendte deres fotoner mod mig. Jeg følte det næsten som om de kun angreb mig, selv om jeg kunne se flere andre spots, der oplyste resten af banen.

Lyset var så blændende, at jeg kort måtte lukke øjenene for give dem et øjebliks ro.
Jeg mistede balancen. Øjnenes ro betød åbenbart en svækkelse af kroppens balanceevne. Jeg måtte i græsset og bide. Min pinocchionæse forvandledes for et splitsekund til en stumpnæse, da den kom i klemme mellem resten af hovedet og banens finklippede græs.

Jeg begreb ikke hvorfor eller hvordan jeg var havnet her, men jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle væk herfra inden lysene slukkedes og jeg blev overladt til mørkets dæmoner.

Jeg rejste mig på alle fire og kravlede afsted. I første omgang for at komme ud til banderne og i anden omgang for at finde udgangen væk fra denne absurde situation.

Mens jeg kravlede afsted hørte jeg pludselig en klappen. Som et enkelt par hænder, der slåes mod hinanden. Startende stille og roligt i stabilt tempo. Langsomt stigende i kraft.
Jeg kiggede op og måtte skærme med hånden for lyset, men kunne stadig intet se. Jeg satte atter hånden i græsset og kravlede videre. Nu med større hast.

Jeg var ikke bange. Jeg var irriteret. Jeg ville hjem. Jeg var irriteret over ikke at være hjemme.

Klapperen intensiverede sin klappen i takt med at jeg nærmede mig banderne. Endelig fremme trak jeg mig støttede til rækværket på benene.

Klapperen talte til mig med en omgangstone og et sprog, som jeg fandt både frastødende og ondskabsfuldt:
"En fodboldspiller vil med samme sandsynlighed, som at du ikke slippes ud herfra inden ugen er omme, sende bolden i nettet ved straffespark."

Projektørerne slukkedes i det samme.