Lyset forlader dine øjne, og med angsten for at forstå, vender jeg ryggen til dig, alt imens jeg knuger dynen tættere ind til mig. Du hulker sagte, og jeg fortrænger dine lyde med de uhåndterlige tanker der angriber mit sind. Jeg lader disse tanker opsluge mig, indtil dine ynk svinder ud og dine tårer tørrer ind i puden. Muren imellem os bliver højere. Bredere. Til sidst forsvinder du og dine lyde bag den. Som en blomst der visner, mærker jeg mine rødder give slip. Jeg lukker øjnene og lader tiden passere, for alt er alligevel glemt når vi vågner imorgen.