Jeg er jo egentlig en drage. En vanddrage. Men jeg kan ikke flyve.
Mit hjemsted er en eng af grå fliser. Jeg har et par naboer. Den største og mægtigste er ham den hellige, med spiret og klokkerne. Han er ret gammel og taler helst ikke med mig. Han blev ret fornærmet da jeg kom hertil. De andre virker mest af alt ligeglade. De lader menneskerne fræse ud og ind af sig, som stressede ludere. De forstår mig ikke. Det gør menneskene for den sags skyld heller ikke.
Weekenderne er de værste. Som havet før en tsunami, trækker menneskerne sig langsomt tilbage, for dernæst at skylle ind over den grå eng med deres voldsomme råben og skrålen. Det er som om en forbandelse falder over dem. De kravler op på mig og tisser i mit vand. Nogle brækker sig endda. Det værste er de små mennesker. I små farvede støvler hopper og skriger de på mig. De fatter ikke at jeg er en drage, men tror jeg er et miniaturevandland, som de kan lege i efter deres forgodtbefindende. Havde jeg været vækket af min dvale, ville disse små mennesker være de første der ville føle min vrede. Dernæst de forbandede.
Men de allerfleste ignorerer mig. Min far havde fortalt mig, at jeg ville være den prægtigste drage menneskene nogensinde havde set. At de ville beundre min skønhed, mit vand og mit fine metal. Det gjorde de præcis en dag. Den dag jeg kom hertil. Jeg tror de lavede en fejl da de anbragte mig her. Jeg mener, de lagde mig ikke i midten af engen. De lagde mig i et hjørne. Hvordan skal noget så prægtigt som jeg kunne virke overdådig, hvis ikke jeg udgør midten af engen? Så kunne jeg have budt den gamle med spiret og klokkerne trods og ikke være henlagt i hans vældige skygge. Så ville menneskene måske lægge mærke til mig, i stedet for at ile af sted med deres poser og tasker. De ville se mit vand og mit metal og jeg ville danne søer i den grå eng. Så havde jeg fået en plads, der er en drage værdig.