Det var virkelig ikke min skyld. At baldre min smukke nabo var det sidste, jeg ønskede at gøre. Jeg ved vel, hvor gammel hun er, jeg var her også, da flyene rumlede ind over staden, og da den unge mand med det nydeligt røde hår skød en anden ung mand. Dengang opgav den gamle rude, og der kom folk og satte min smukke nabo op.
Hun er vel yngre end jeg selv. Jeg husker endnu den varme tran og det hvæsende gas, jeg husker endnu tænderen, der gik til os alle. Vi er en agtværdig forsamling, der har set unge mænd komme, blive gamle og gå. Vi har hørt dem disputere og har lært os mangt og meget. Derfor må jeg også tage til orde med andet end mine sædvanlige, metalliske knagelyde, når jeg som nu beklikkes på min karakter. Ja, jeg nærede beundring for hende. En smule misundelse følge jeg vel også, hun var jo så nydeligt flad og var mere karrig med at sprede det lys, hun lod skinne igennem sig. Nej, mine fæller tager fejl i deres egen misundelse, når de kalder mig besat af ungdom og skønhed, fordi jeg selv ikke ejer de to længere. Den værste anklage er dog den mumlede sladder om Freud, denne wiener, der tages til indtægt forså simpel en symbolik.
Jeg anerkendte vore fællestræk, for også en lygtepæl har sit glas og spreder det lys, der skinner gennem dette dens glas. Jeg bøjede mig ikke selv mod min smukke nabo og baldrede hende i iver efter endelig at røre hende. Endnu en ung mand blev min skæbne, da der atter var bal i gaden. Blot for at stige til vejrs over mængden klatrede han op og hang i mig, og jeg måtte bøje mig, skønt jeg ramte ruden. Vores glas døde sammen i den fælles klirren, og ingen af os vil blive den samme igen. Ganske uagtet, at jeg aldrig havde intention om andet end det gode naboskab, faldt min høviske beundring i skår.
Nu er der pap i vinduets ramme, jeg selv hænger stadig bøjet og venter på smed eller gørtler. Mine fæller må lyse for mig, selv kan jeg ikke. Fra gaden stiger lugten af mænds urenlighed, jeg husker fra tiden med tran, der ligger skarn i de kroge, hvor vinden blæser det ind. Staden sukker som jeg selv. Jeg er blot en gammel lygtepæl, der har set og oplyst for meget.