Jeg er så træt. Træt af opblæste egoer. Træt af uvidenheden om den byrde jeg bringer. Træt af børn, træt af at være i de forkerte hænder, træt af at de ikke forstår mig. Jeg føler mig slidt, men jeg er ikke til at slide op. Smid mig i gruset, i vandet, i mudderet. Tør mig i solen, frys mig i sneen. Jeg lever næsten altid op til mit kyniske formål. Født under kolde vinde, hører jeg hjemme i stormen. Jeg har mere en 100 millioner søskende verden over og man kan regne med os. Man skal, regne med os. Jeg er berejst og har set alverdens eksotiske steder, smukke steder, himmelske steder hvor jeg sang min diabolske sang, min hymne til kaos, om bruddet med kosmos.

Evigt og altid fylder de mig med deres hårde ord og tømmer mig. Igen og igen i en uendelighed. Jeg tager og tager, selv når jeg giver. River ned og lader andre om at bygge. Jeg er falsk, jeg er en illusion. En tyngende byrde der æder deres sjæl og efterlader dem skræmte, med et tomt blik i øjnene. Mine søstre tager deres mødre og fædre, deres brødre og søstre. Som den feminine kraft på strenghedens søjle, bringer vi form til ophør. Udfrier dem af deres elendige eksistenser. Afbryder deres drømme og slukker deres håb. Fordi vi kan, fordi det er hvad vi er skabt til.

Mon de nogensinde kasserer mig? Opgiver mig for en anden vej? Jeg er kold, så jeg burde intet føle. Men jeg er så udmattet af altid at være frygtet. Jeg kunne have været så meget andet, mine resurser kunne være brugt bedre. Jeg er en hån mod kød og blod, mod ånd og sjæl. En simpel forhindring på vejen mod kompleksitet, mod højere visdom og indsigt.

Jeg spytter 600 hadefulde ord i minuttet. Brandvarme eder og forbandelser. Men jeg forbliver fattet, jeg svigter næsten aldrig gerningen. Staklerne forstår ej at jeg hiver tæppet væk under dem. At jeg svigter dem og lader dem falde, alle hver og en. De tror helvede er et varmt sted, men de tager fejl gør de. Det er det koldeste sted i verden, det mest ensomme af alle steder. For evigt alene, isolerede i blandt millioner, fastholdes de i det frygtlige øjeblik lige før hypothermia. Jeg tilbyder ingen lindring. Hvor isen ubærligt stikker som tusinde nåle i den frosne hud, tilbyder jeg ingen hvile. Kun insomnia.
Alle kender min distinktive kontur.
Jeg er en unions kolde ikon.
Jeg er...