Jeg ser på mit ur, imens jeg står i elevatoren, der langsomt bevæger sig op mod 6. etage. Jobsamtalen er lige om lidt, og jeg er dunrende nervøs. Jobbet i sig selv, skal jeg nok kunne klare, men jeg har hørt, at chefen er "lige på og hårdt", så jeg er bare nervøs for, at sige noget sludder, plabre løs og tabe hovedet - som jeg plejer. Men nu har jeg taget mit stiveste puds på, smurt næsen og sat håret, den lyse ametyst læbestift sidder nær perfekt, og jeg ligner en, der er født til at gå til jobsamtale.

Jeg retter ryggen, træder ud på 6. etage, ud i en stor lys hall med skilt i loftet "Ventesal, pil til højre". Inden, jeg bevæger mig nærmere ind i ventesalen, trisser jeg over og melder min ankomst i receptionen. En sød lille spinkel kvinde svarer mig med en skinger og gennemtrængende stemme, at "du er værsgo' at sætte dig ind i ventesalen, så bliver det givet bud efter dig". Jeg træder an og går ind i ventesalen.

Efter 10 minutter hører jeg høje hæle gå stift og tungt hen ad gulvet. En kvinde kommer til syne. En høj, veltrimmet kvinde i slutningen af trediverne møder mig og eskorterer mig ned af en lang gang, for at vise mig hen til en stor bred hvidlakeret dør. Alt i mens vi går, falder mine øjne ned på hendes popo, da hendes ekstra stramme pencilinerskørt inviterer hertil. Hun dufter af lavendel og håret er ført let op i en knold. "Han venter dig, så gå du bare ind", siger hun ligegyldigt og valser dernæst videre ned ad gangen. Jeg skubber let til døren, der knirkende ryger langsomt om.

Kontoret er lyst, ikke så stort, men med vinduer fra gulv til loft og med godt tre meter op til loftet. Midt i rummet er et hævesænkeskrivebord og en mand i en kontorstol. Han rejser sig, går hen i mod mig, tager min hånd - og så stivner jeg!

Hans øjne og mund smiler til mig, han klemmer min hånd, og viser mig hen på en stol foran skrivebordet, "Har vi ikke set hinanden før? Fornylig måske?", spørger han leende, mens han glider let forbi mig, og rører min venstre arm. Jo, sandelig har han det - og mere til. Nervøs var jeg før, men aldrig havde jeg troede denne situation kunne forekomme, så nervøsiteten forvandledes til akavethed og nysgerrighed på samme tid...