Deja-vu

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv tekst hvor hovedpersonen til en vigtigt møde oplever et deja-vu undervejs i historien (fornemmelsen af at have haft en bestemt oplevelse før). Skriv teksten i 1. person ental (jeg-form) og prøv at afslutte med en cliffhanger. Du vælger selv historiens genre. Læs mere om begrebet deja-vu her: http://da.wikipedia.org/wiki/Deja-vu

Tårer er lig med svaghed, så jeg tager et dybt åndedrag, og med en kraftanstrengelse kæmper jeg dem tilbage. Det er ikke første gang jeg har siddet et sted som dette, har prøvet det mange gange, men hver gang får jeg en afvisning, og jeg kan mærke at interviewet går dårligt. Men hvis jeg begynder at flæbe, så er alt for alvor tabt.
Han kigger undersøgende på mig nu, han har sikkert fornemmet min tøven, som et rovdyr parat til at springe så snart byttet er distraheret bare den mindste smule. Så med endnu et åndedrag svarer jeg på det spørgsmål han stillede. Han ser ikke tilfreds ud, og jeg rækker nervøst ud efter det glas med vand jeg blev tilbudt tidligere.
Og så rammer følelsen mig. Følelsen af at have været her før, på præcis dette sted, i præcis denne position, og min hånd tøver.

Jeg kigger rundt. Nej det kan ikke passe, hvordan skulle jeg have været her før, jeg søgte bevidst efter et job langt væk fra mit hjem og min by, hvor folk ikke kender mig og kan rode op i min fortid.
Så jeg ignorerer den underlige følelse af deja-vu, og tager endelig fat om glasset. Jeg må og skal have det her job, uanset hvad det må koste. Så jeg skruer så højt op for charmen som jeg overhovedet kan. Men han bider stadigvæk ikke på.
Jeg får en tam replik om at jeg vil blive ringet op, og rejser mig fra stolen, usikker på benene.
Jeg må ud, have luft, jeg føler mig pludselig kvalt i det ellers store kontor, og det kræver alle mine kræfter at halvt vakle, halvt løbe ned på gaden, hvor jeg læner mig mod væggen i en gyde hvor jeg gispende hiver efter vejret.

Med lukkede øjne står jeg der og prøver at få mit åndedræt til at falde til ro igen. Måske er det derfor jeg ikke hører ham, for da jeg åbner øjnene igen står han der, lige foran mig, og jeg føler mig som en mus, trængt op i en krog, da han igen giver mig fornemmelsen af et rovdyr. Men nu har han set mig svag, ved at jeg kan jagtes, og han træder tættere på så jeg må skubbe mig ind mod væggen.

"Jeg kan give dig et job" Siger han, og selvom jeg burde blive glad, så kan jeg føle mit hjerte synke. "Du skal bare gøre noget for mig først" Han presser sin krop ind mod min, og alt bliver sort.

Skriv kommentar

Besvarelsen Jobsamtalen er publiceret 03/09-2019 16:08 af Siri Reese Kragesteen (crowstone) under skriveøvelsen Deja-vu.
Version 1 - 03/09-2019 16:08
Besvarelsen er på 420 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

10 dage siden
#1 Nina E. Kirkmand (Miniebsen)
Fin tekst, hvor man virkelig fornemmer følelserne; både dem hun har undervejs til jobsamtalen, dem, der får hende til at flygte, og dem hun oplever da manden finder hende i gyden.
10 dage siden
4 dage siden
#2 Rosa Bjerglund (MissNelveg)
Hej Crowstone

Jeg nød virkelig at læse din tekst, holdte vejret meget af tiden, kunne mærke nervøsiteten, ængsteligheden. Virkelig fint og indlevende beskrevet.

Jeg blev overrasket over slutningen, kunne måske have ønsket mig noget andet, at hun fik oprejsning på en eller anden måde. Men det er nok også bare min svaghed for "happy endings" :)

Rigtig god læsning, tak :)
4 dage siden