Alarmen rungede igennem gangene. En infernalsk larm uden ophør. det sidste han huskede var at brændsels stængerne i det store bassin varmede mere og mere op, det var umuligt for ferskvandet at komme ind udefra og nedkøle de radioaktive stænger i det store bassin. Nedsmeltningen var en realitet og strålingsrisikoen måtte med hans viden være meget høj.
Han var pludselig bevidst om at han havde delvist hukommelsestab, der var ting han ikke huskede, brikker der manglede i hjernens puslespil. Hvor var folk?, hvilken dag var det? Hvorfor lå han alene her på den tomme gang?
Han huskede vagt at han for lang tid siden havde bedt kontoreleven på 5 sal, i afdelingen for service og vedligeholdelse, om at rekvirere en fuldstændig teknisk gennemgang af hele kølesystemet på det store anlæg. Den lille skiderik med den stive flip, de stikkende øjne og stumpnæsen, i det latterlige tøj, havde ikke gjort hvad han havde fået besked på. Han havde ikke fået bestilt det eftersyn som han var blevet bedt om.
Sergei synes at han nærmest var blæksprutten på værket, det var ham der måtte have fat i tingene, når tingene skulle laves, de andre fik deres løn for ingenting, sådan følte han det.
Igen rives han tilbage til virkeligheden, tankerne fortrænges af at alarmen virker højere end før, endnu mere infernalsk. Han kigger rundt liggende på gulvet, alle er væk, ingen kollegaer er tilbage, i tankerne forbander han dem der lod ham ligge, usolidariske ukollegiale svin.
Følelsen af sol skoldning får igen hans hjerne til at arbejde, tankerne ryger tilbage til de somre han tilbragte med sine forældre ved Bajkalsøen i det sydlige Sibirien. Han overstrømmes af glimtvis af lykke, husker kærligheden til især sin mor, hende der altid forstod ham, aldrig var nærig med kærtegn eller et kram. Han var en af de heldige, mange af hans kammerater havde ikke råd til at tage på ferie med familien, men faderens partimedlemskab gav store fordele til den lille familie. igen er han tilbage i larm og i større og større smerte, følelsen af at blive svagere minut for minut vækker en ligegyldighed i ham. Hans arme brænder under den hvide kittel, ben og krop og ansigt ligeså. prøver langsomt at rejse sig men uden held, pludselig ser han henne af gangen sin mor komme mod sig, og hans krop slapper af og hjernen fyldes af ro og han udånder stille.