D. 14 juni 1952. I dag er min bryllupsdag. Enhver anden pige ville nok prise sig lykkelig over, at skulle giftes med en sekondløjtnant. Især en på vej opad, men ikke jeg. Nej bestemt ikke mig! Manden er en sand gentleman og yderst charmerende, men han er interesseret i en kone, som bare passer hjemmet og børnene.

I det fleste ører ville dette lyde fint, men ikke mine. Niks, jeg ville beskrive dette, som mit værste mareridt. Dette var slet ikke, det liv jeg ønskede for mig selv, slet ikke! Jeg har lige færdiggjort gymnasiet, den sproglige linje. Jeg har altid været bogsmart og særdeles ambitiøs. Det var mor, der overtalte far til, at jeg måtte gå på gymnasiet, han ville have mig på husholdningsskole. Ikke at der er noget galt med husholdningsskoler, men jeg er ikke husmoder typen! Nej jeg vil på universitet og læse historie, jeg har allerede sendt min ansøgning...

Men så tvang far dette fornuftægteskab ned over hovedet på mig, nu skulle det være slut med alle disse drømme, jeg skulle se realiteten i øjnene, min rolle som kvinde var at blive husmoder! Åhh, hvis bare mor var her nu, hun ville aldrig lade far gøre dette mod mig, men det er hun ikke... Jeg må erkende mit nederlag, de skal begge opleve min utilfredshed med situationen, jeg kommer ikke til at opføre mig eksemplarisk, hvis det er det de tror.

Så her står jeg foran spejlet i min brudekjole, min skæbne forseglet, snart bortgiftet til en mand jeg knap kender... Jeg kiggede mig over skulderen, og ind spejlet som jeg forlod værelset, og jeg så et sidste glimt, af den unge frie kvinde, fuld af ambition og drømme...



D. 1 juli, 1952. Det er nu et par uger siden, mit liv som husmoder tog sin begyndelse. Jeg har ikke ladet min kære mand, slippe nemt, han har mærket min trodsighed, men jeg må sige, han klarer det godt.

Det lader ikke til, at gå ham synderligt på, et skævt smil og et lille grin er, hvad jeg får! Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at jeg begynder at kunne lide ham...

Hvorom alting er, ankom der er i dag et brev fra universitetet, som han tog i mod. Da han rakte mig brevet, smilede han skævt og sagde; min kæreste Alice, hvis du dog bare havde sagt, hvad dette postyr drejede sig om!