Steffen lukkede døren efter sig og begav sig på vej til den bus, som de sidste tre år havde ført ham fra hans hjem på Solsortevej til hans arbejdsplads i den anden ende af byen.
Idet han smækkede havelågen, kastede han et sidste blik på køkkenvinduet. Derinde bag ruden sad hans kone og hans søn stadig og spiste morgenmad. Kunne han dog bare have nydt denne søndag morgen sammen med dem.
Han begyndte langsomt at gå hen ad fortovet. Solen skinnede, himlen var blå og kirsebærtræerne blomstrede i haverne. Men han frøs. Den kolde luft smøg sig om ham og forstærkede den uheldsvangre følelse i hans indre. Den havde været allerede da han vågnede. Inden han rejste sig i sengen og satte fødderne ud på gulvet. Følelsen af, at dagen ville bringe dårlige nyheder. At der ville ske noget, som kunne ændre hans liv.
Han stoppede. Så sig omkring. Vidste at hans kone ville have grinet af ham, hvis hun havde set det. Hun troede ikke på hans forudanelser. Mente at han var begyndt at lide af paranoia. Han smilede lidt for sig selv. Måske var det rigtigt.
Han fortsatte. Drejede ned ad den lille grussti, som førte mellem to huse og ud til den store vej. En sort kat krydsede stien foran ham, og en hund begyndte at gø. Steffen gøs men fortsatte sin gang.
Han var lige nået enden af stien, da braget lød. Han stivnede, så sig tilbage og skreg, da han så, hvordan den sorte røg lynhurtigt indhyllede det hjem, han lige havde forladt.