Hun sad i sofaen. Ensom. Hun kiggede på telefonen. Overvejede at ringe til sin bedste ven, men hun turde ikke. Hun var bange - bange for at snakke med andre. Hun havde aldrig været sådan før. Hun plejede at være en glad pige, der elskede at snakke. Men det gik galt. Hun sad nu, hver eneste dag helt alene. Når hun gik i skole, holdt hun sig fra de andre, og svarede kun med enstavelsesord når hun blev spurgt om noget. Alle så hende som en underlig pige. "Den mystiske Pige" blev hun kaldt. Hun havde pludselig ændret sig. Ingen vidste hvorfor.
   Hun fik et chok da telefonen ringede. Hun så på displayet. Et billede af hendes ekskæreste dukkede op. Hun blev bange og krøb sammen. for han var skyld i, at hun var endt som en bange sjæl. Han havde manipuleret hende gennem flere måneder, fået hende til ting hun ikke ville. Han overvågede hende. Nu sad hun krøbet helt sammen i sofaen, og så på billedet af ham. Hvorfor ringede han? Hun tog røret. Sagde intet, men frygtede det værste.
   "Sig noget," sagde han i den anden ende.
   Stammende sagde hun hej.
   "Hvad laver du?" blev det næsten hvisket.
   Hun svarede ikke.
   "Er du der?" spurgte han.
   "Ja," hviskede hun. Man kunne tydeligt høre, at hun var bange.
   "Så sig noget," sagde han hurtigt. Inden hun nåede at svare, satte han en sang på. Deres sang! Han sang med:
   "I will never find another lover, sweeter than you, sweeter than you. And I will never find another lover more precious than you, more precious than you. You are close to me you're like my mother, close to me you're like my father, close to me you're like my sister, close to me you're like my brother. You are the only one you're my everything, and for you this song I sing."
   Tårer strømmede ned ad hendes kinder. Hun bad ham stoppe, men han sang videre. Hun bad ham igen stoppe.
   "Hvorfor?" spurgte han koldt.
   "Fordi den gør mig ked af det," svarede hun lavt.
   Han sang videre. Hun græd endnu mere.
   "Jeg prøver at fortælle dig, at jeg tænker på dig, og at jeg elsker dig."
   "Jeg tror ikke på dig," svarede hun ondt. "Du har aldrig elsket mig. Hvorfor gjorde du så alt det mod mig? Det er din skyld jeg er som jeg er, det er din skyld jeg er så bange af mig..." Hun mærkede hvordan hjertet bankede og bankede. Hun var bange da hun sagde det. Ventede på et møgfald fra hans side. Men han sagde:
   "Jeg skal nok lade dig være," og lagde på.
   Hun stirrede frem for sig. Sagde intet. Tænkte ikke rigtig noget. Hun kiggede på telefonen, og tastede hurtigt et nummer ind. Den ringede og ringede. I den anden ende talte hendes bedste ven.
   "Jeg har noget at fortælle," begyndte hun. "For første gang, har jeg turde svare en igen, selvom jeg har været skrækslagen!"
   De snakkede længe sammen, så længe at det var blevet langt over midnat. De sagde godnat, og for første gang i flere måneder, gik hun glad i seng.
   Hun vågnede i sin seng, med en følelse af frygt. Hun mærkede i sin mave, en meget stor smerte. Noget var galt. Der var nogen. Eller noget. Hun rejste sig langsomt. Hun rystede over det hele. Hun havde på fornemmelsen, at nogen var i huset. Hun gik hen til skuffen i skrivebordet. Trak en dolk op, og bevægede sig langsomt ind i stuen. Der - midt i sofaen - sad han. Hendes ekskæreste. Han græd da han så op på hende, stå der med dolken.
   "Hvordan er du kommet ind?" Spurgte hun skarpt.
   "Døren var åben. Du har åbenbart glemt at låse den i aftes," svarede han stille og så ned.
   "Det er ulovligt bare at gå ind. Jeg vil bede dig gå!" Hendes øjne lyste af en blanding mellem frygt og had, og han forstod meningen.
   "Jeg kan se hvor meget jeg har skadet dig," begyndte han, "og det bryder jeg mig ikke om. Jeg elsker dig. Tro det eller lad være. Jeg vil ikke miste dig. Jeg vil gøre alt for at få dig tilbage."
   Hun så på ham uden at ændre blikket. Han græd. Men noget i hende sagde, at han kun græd i håbet om at få hende tilbage, så han kan sige, at han har en kæreste.
   "Du kan ikke leve uden en kæreste, kan du vel?! Og derfor siger du bare til en tilfældig pige, at du elsker hende. Når du så har hende, sårer du hende på alle de måder du kan komme til. Du ved ikke hvad rigtig kærlighed er. Du ved ikke hvad ordet "elske" betyder. Du tror det er så nemt. Men der er intet der er nemt." Hendes frygt forsvandt, og hun følte kun et had til ham der sad og græd foran hende. Ingen af dem sagde noget længe.
   "Jeg savner dig," hviskede han.
   "Jeg savnede også dig - engang!" svarede hun hårdt.
   "Vær sød at gå, jeg vil ikke se dig mere." Hun pegede ud mod hoveddøren.
   Han rejste sig med besvær. Så på hende. Hans øjne var røde og hævede.

"Jeg elsker dig," var det sidste han sagde, inden han så døren blive smækket i bag sig. Nu stod hun med ryggen mod døren, og tænkte på alt der var sket. Hun så ned af sig. Hun var iført en stropbluse og nat bukser. Hun vendte sig om, og så ud af det lille kikhul i døren. Han var gået. Hun åndede lettet op. Hun fik lyst til at ringe. Ringe til alle sine venner og veninder, og snakke med dem. Hun følte sig ikke så bange mere som hun havde været. Nu var hun nærmest kun bange for at skulle ringe til dem, og fortælle dem en hel masse, som hun havde lyst til at sige, men som hun ikke har turdet fortælle. Hun løb ind i stuen, greb telefonen, og ringede til alle. Hun var glad. Hun var sluppet af med det, som havde været skyld i hendes mærkelige adfærd. Men der var stadig en mørk plet inde i hende, som hun ikke ville slippe af med foreløbig. Kom han mon tilbage?