Endnu kan jeg føle deres fingre bevæge sig henover min hud. Gemt bag de store huses skygger. Deres arme rækker ud efter mit ansigt og selvom de er usynlige kan jeg mærke kulden. Jeg må udøve streng selvkontrol for ikke at fare sammen. Hvis en Mork opdager et menneske der kan mærke ham (hende?, jeg ved ikke om de har køn, endnu mindre hvilket), så kan man roligt skrive sit testamente. Jeg har været heldig ikke at blive knust som et insekt, måske fordi jeg var ulykkelig? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun at Danmark er på vej til sin undergang og at det ikke bliver kønt. Flere og flere Morker dukker op, snart ser jeg kun flimren i husenes skygger.

Det hele begyndte den dag jeg fik hjernerystelsen. Det er ihvertfald det jeg efterfølgene har tænkt. Umådelig dumt at kravle 6 meter op på en stige uden at der er nogen hjemme. Hvad kunne jeg gøre? Hun havde jo forladt mig. Jeg ved ikke engang hvad der skete - jeg vågnede op på græsset under stigen med en dundrende hovedpine og ondt i nakken. Alting var dobbelt og jeg var svimmel og forvirret. Jeg faldt nærmest i spanden med algemiddel, da jeg vaklede indenfor for at opsøge sofaen. Fandens måde at tilbringe en fridag på, tænkte jeg mens jeg kravlede op på sofaen. Dobbeltsynet forsvandt langsomt, men alligevel var det som om at verden så anderledes ud. Jeg troede på det tidspunkt at det bare var forvirring eller måske en hjernerystelse.

Da jeg vågnede havde tusmørket sænket sig. Jeg var stadig lidt forvirret og huset virkede mørkt og farligt. Skyggerne var mærkelige. Jeg greb fjernbetjeningen på sofabordet, som et sværd og svingede en kommando til fjernsynet. Det blålige lys fra skærmen fik skyggerne til at vige. Det var midt i TVAvisen. Stemmerne fra interviewet var slørede, jeg genkendte ikke ansigterne. Interview-offeret sagde et eller andet, og pludseligt var det som om at skyggerne blev interesserede i fjernsynet. Jeg blinkede med øjnene og så en politiker iført slips og skjorte og et smøret smil fra øre til øre, "Det går ufatteligt godt". Sætningen hævede sig pludseligt op over den slørede hvide støj. Skyggerne vibrerede og jeg forestillede mig at de hvæsede. Så var indslaget ovre og alt virkede normalt og ikke truende. Resten af aftenen var alting som det plejer, bortset fra hovedpinen og smerterne i min forslåede krop.

De næste uger var der små hændelser med skygger, men jeg fortalte mig selv at depression var lig med hallucination. Og hun kom ikke tilbage. Så skide være med de skygger. Sofaen og fjernsynet var mine bedste venner. Jeg fik set alle tidens hotteste serier - tak NetFlix, HBO, Viasat - hyp, alle mine abonnementer. Den skygge jeg savnede mest var hendes, på sofaen ved siden af mig. De andre flimrende var mig inderligt ligegyldige. Men nej! Sådan kunne det jo ikke blive ved. Og så en dag på Vesterbrogade, gik jeg forbi et vindue, hvor en skygge fangede mit blik. Det var et galleri og det var på et maleri. En af "mine" skygger på et maleri. Det kunne ikke passe. Det var mine hallucinationer. Hvordan kunne en kunstner fange, det som jeg alene kunne se?

Indenfor, i galleriet fik jeg at vide at kunstneren var død i en bilulykke tidligere på året. Galleristen havde udstillet billedet i vinduet, forfængeligt med det håb at kunstnerens død ville forhøje prisen. Nej, han havde aldrig mødt kunsteren personligt, så han kunne ikke fortælle mig om motivet. Da jeg slukøret var på vej ud af butikken, fortalte han i døren at titlen på maleriet var "Mork". Kunstneren måtte da have ment "Mørk" sagde jeg. Måske, sagde han, det kan man ikke vide. "Mork" tænkte jeg mens jeg forsatte ned af Vesterbrogade, ned mod den ende der ventede kun på mig.

Google er min ven. Udover sofaen og fjernsynet. "Mork" viste sig at være nogle mytologiske væsener, skabt at den nordiske gud eller jætte Loke. De var omtalt i den kontroversielle tredje Edda, Loftsson Eddaen. Loke hadede stilstand og konservatisme. Han elskede fremskridt og eventyr. Som den store skurk i nordisk mytologi var det naturligt at hans had var større end hans kærlighed. Derfor skabte han Morkerne til at straffe menneskene, hvis de blev for selvtilfredse. Loftsson skriver at Morkerne gemmer sig i skyggerne. Er det Morkerne der flimrer i kanten af mit synsfelt, i skyggen?

Spørg og du skal få svar. Svaret præsenterede sig allerede 3 dage senere på Colbjørnsensgade. En dreng på omkring 8 stod på fortovet og så på en skygge fra en af bygningerne. Fra den anden side kunne jeg se den flimre. Han pegede og sagde til sin mor, se skyggen, se skyggen! Pludselig var det som om skyggen drejede sig. Jeg skulle lige til at krydse vejen, for at tale med drengen, der åbenbart også kunne se "Morkerne", da en bil kørte hurtigt forbi mig. Skyggen lavede en bevægelse og bilen svingede. Som på skyggens kommando ramte bilen drengen med fuld fart. Den hvidkalkede mur rødmede og mine ører blev ved med at ringe med morens skrig i dagevis.

Jeg begyndte nærmest at bo på min sofa med den eneste kontakt til omverdenen gennem min anden ven, fjernsynet. Prøvede at ignorere skyggernes flimren. Frygten. Og så en aften, igen i TVAvisen, Live, så jeg en Mork i skyggerne bag den kvindelig politiker. Hendes mund bevægede sig. Subtekstuelt sagde hun at Danmark er det bedste sted i verden og de ulækre udlændige skal bare holde sig væk. Da så jeg skyggen lave den bevægelse igen. NEEEEEEJ, råbte jeg i min stue, alt imens Danmark så en politiker blive ramt af et klaver. Morkerne har en sort tegneserieform for humor. Dumt sted at afholde et interview alligevel.

Jeg sidder her på min sofa, mens de rapporterer om bizarre ulykker overalt i kongeriget. Således faldt romerriget. Dette er enden på velfærdssamfundet, på "verdens bedste land", det er Lokes Endlösung, det er Götterdämmerung, Danmarks Ragnarok.

Selvmodsigelsen ved at være i live. Vi stræber mod det bedre, fremad, opaf. Citius altius fortius. Og dog. Når vi når det, når vi står på toppen, vil vi så videre og højere? Eller er vi tilfredse, fulde af os selv, fede svin i bur på antibiotika? Vi lægger os på sofaen og spiser druer til vi næsten sprækker. Og så regurgiterer vi, så vi kan forsætte det samme med det samme. Helst ingen ændring. Danmark er bare bedst.

Og nu danser Shiva, mens Danmark går under. Prometheus vrider sig bundet til klippen. Og Loke. Loke smiler, mens Fenrisulven bryder kæden og hans Morker tramper på al selvtilfredshed, overflod og status quo. Vi, der kan se, kan kun se til i rædsel.