I stilhed
foran skærmen
der kaster lange lys ud i stuen,
til luften fyldes med blå glimt,
der bedøver rummet.
Og vores tunge kroppe
der ligger,
mens aftenen langsomt gør os vægtløse,
til vi dypper vores fødder i oceanet,
så vi kan bade i det falske lys.
Og vores blå kroppe svømmer blandt glimt og støv,
der hvirvler mellem tapet og slukkede lamper.
Og det er smukt.
Det er så smukt.
Støder sammen,
kastes bort,
men aldrig sammen.
Jeg kan næsten ikke mærke noget mere.
Og det er så smukt.