Stirrer ind i øjne,
der snart skal blive mine.
Som jeg skal eje og flygte gennem.
Prøver at vænne mig til din latter,
huske den,
fra dine veninders støj.
Så jeg kan finde hjem igen,
når flaskerne er tømt.
Leder i dit smil
efter den samme tomhed.
Kan du mærke det?
At du i virkeligheden
ikke kan mærke noget?
Ligesom mig?
Så nu står vi bare her;
foran din dør.
Og det regner.
Fordi det skal.
Og du smiler stadig.
Hvilken tragedie.