I stedet for knasende sprød sne er vejen dækket af salmiakfarvet slushies. Skridttælleren mener hun skal gå 1243 skridt endnu, men den kolde vind prøver hviskende at lokke hende til at tage den kortest vej hjem, og det er nok ikke mere end 300 skridt. Hun føler sig både ensom og kedsom her i det våde mørke. Det vibrerer i lommen. Tre røde hjerter lyser op på skærmen, der ellers er så splintret, at det ligner det tætteste hun kommer på en iskrystal denne vinteraften. Det er fra hendes mor. Mens hun svarer, " Alt godt - knus", kommer der endnu en besked. Det er fra en kollega, der vil vide, om hun vil være med i kageklubben? Søde ting og hygge, kan man kun få for lidt af, så i ren refleks reagerer hun med thumps up og smiley. Hun er stadig meget alene selv i nettet af beskeder. De ægte stemmer er langt væk. Pling. Kæresten spørger, hvornår hun er hjemme. Det er fristende at skrive, "lige om lidt", men der er altså 1172 skridt til dagens mål. "Mindst en halv time. Bare gå i seng. Ses i drømmeland. Kys". Ikke engang en eneste hundelufter at spotte i hele stisystemet. De plejer ellers at holde til her. Det må være meget sent. OK også allerede 01.37. Det lykkes at for tørret det meste af vandet fra bænken med vanten, så der kun er lidt fugt og graffiti tilbage. Parker ikke her! - FUCK FCK. Må man ikke efterlade bilen på legepladsen eller er fremmede uønsket? FCK er i hvert fald ikke populære. Hun sætter sig og tjekker nyhederne. Intet nyt. I kladder finder og åbner hun "Tilmelding til Frivillig i Indonesien". Med kold men fast hånd uddyber hun, at hun er kvalificeret til at undervise både børn og unge. Perioden tilpasser hun til mindst et år med start hurtigst muligt. Endnu en gennemlæsning. Send. Logget ind på netbanken er hun kun tre tryk og 175 pr. kvartal om at få kreditkortet åbent for brug uden for EU. Tjek. Med blikket og tankerne rettet mod stjernerne begiver hun sig hjem.