Du ligger helt stille, men vejrtrækningen er ikke en sovendes. Kl. er 5.30. Så har du igen været søvnløs. Min plan var, at den lille miniferie skulle give dig ro, men vi har selvfølgelig også kun været her to nætter. Vi ved begge, at den anden ved, at vi er vågne. Men ingen af os orker at snakke lige nu. Så tavst og forsigtigt som muligt trækker jeg i et par bukser og en trøje, og lister på bare fødder med nøglekortet i hånden ud af døren.
   Hotellobbyen er åben 24/7. Jeg bestiller en Americano. Hvis du stadig har lukkede øjne, når jeg kommer op, drikker jeg den bare selv. Normalt ryger jeg ikke. Men røgen fra en kvinde, der står ved døren ud til vejen med sin bagage, mobiltelefon og en tændt cigaret, fanger mig. Hun sælger mig to cigaretter, og jeg ærgrer mig over mine nøgne tæer og uredte hår. Receptionisten eller bartenderen eller hvad han er, stiller min kaffe på disken uden at sige noget. Jeg snupper den og en lille pakke reklametændstikker fra en glasbowle, og skynder mig hen til elevatoren.
   Du har sat sig op i sengen og tager ordløst imod den dampende kop, holder den kort til munden og sætter den så på natbordet. Øjenkontakt lykkes ikke. Hvis jeg spørger, hvordan du har det eller hvad du tænker, vil jeg blive oversvømmet af irritation, vrede og frustration. Selvom sengelampen ikke er tændt, kan jeg se, du har høretelefoner i ørene. Jeg kravler op i sengen og lægger mig med min mobil med hovedet på dit skød. Du må have skruet musikken på max. Jeg kan høre en skinger kvindestemme og hvinende guitarer gennem stilheden. Du lægger armen løst om min skulder. Hvis jeg trækker vejret dybt og jævnt, forplanter det rolige åndedræt sig måske til dig. Jeg forsøger at styre tankerne mod nyhederne på skærmen.
   Du er nok ikke lige ved at stå op, og du har sikkert brug for at være alene, og jeg har brug for frisk luft og røg. De tynde gennemsigtige polyestergardiner er ved fange mig, da jeg åbner altandøren. Jeg sætter mig i døråbningen, hvor du kan ikke se mig fra sengen, og får ild på min Marlboro. Det blæser let, og gardinet blafrer. Der er et lille brandmærke. Der er tydeligt en, der har siddet her på præcis samme måde som mig. Hader psykisk sygdom. Hader det, hader det.
   "Ryger, du?". Du står kun en halv meter bag mig. Jeg kaster skoddet over altankanten uden at få slukket det, og håber der ikke kommer en barnevogn. Men det er for sent, du har jo set det.
   "Kun lige i dag. Er du vågen? Skal vi få noget at spise?"
   "Ja, ellers stod jeg jo ikke her"
   Jeg rejser mig og giver dig et kys på kinden.
   "Super, så gør jeg mig klar".