Det var en ukristeligt tidlig søndag formiddag efter en velsignet sen nat i byen. DDDRRRREE DDDDRRREE Dørtelefonens skræm viste to kvinder, en midaldrende med gråmeleret pagehår og mønstret skjortebluse, og en ung med stram hestehale og en stak hæfter i hånden. "Goddag. Har du et par minutter til at snakke om livets mening?" Hun gættede allerede på det tidspunkt, at de måtte være fra Guds Venner, og overvejede svar som, "det bruger jeg ikke" eller "er det stadig på markedet?". Bare hun havde fulgt den indskydelse! Men hun var jo blevet vækket og ikke i gang med andet end at vågne, så hun trykkede dem ind. Mens guds vennerne var på vej op ad trappen, nåede hun lige at trække i et par cowboybukser, hive en hoodie over nat-shirten, lukke dørene til rodet i soveværelse og opvasken i køkkenet og samle håret med en elastik. Kun fødderne var stadig nøgne, da hun med søvn i øjnene havde lukket dem ind.

Hun holdt hæfterne under armen, mens hun prøvede at finde plads til sine hvide gummisko. Et bredt udvalg af langskaftede støvler, sportssko, hjemmesko og stiletter var spredt ud over gulvet i den lille entre. Alligevel gik lejlighedens beboer, der havde præsenteret sig som Emma, rundt på bare fødder.
   "Kender du Gud? Du kan læse om, hvordan han skabte verden i vores blade". De havde aftalt, at det var Tove, der som den erfarne skulle føre ordet. Så hun nøjedes bare med at række et af de hæfter, hun stadig havde under armen hen mod Emma, der havde travlt med at byde dem piratos af en halvtom pose. Så både hæfter og piratos endte på sofabordet mellem gratisaviser og gamle Alt for damerne.
   "Jeg har da en svag opfattelse. Men om det også er hende I kender, ved jeg ikke. Fortæl". Emma satte sig i sofaen.
   "Nu er der jo kun en Gud, og han er en mand. Bibelen er hans ord", smilede Tove stadig venligt, stadig stående.
   "Gud er da negroid. Mennesket opstod jo i Afrika, skabt i Guds billede. Jesus var sikkert heller ikke ligefrem arisk". Emma nikkede mod deres farvestrålende hæfter.
   "Gud har mange ansigter. Det vigtige er, at der er EN Gud for alle, også for syge og handicappede", svarede Tove - nu uden smil.
   Skulle hun sætte sig som Emma eller blive stående med Tove? Hun satte sig yderst på sofakanten. Emma lænede sig længere tilbage i sofapuderne.
   "Helt enig. Gud er også selv handicappet - ja altså fysisk".
   Toves mund blev spidsere og rynkerne i panden mere markerede, da hun svarede "Gud er ufejlbarlig".
   "Er det en fejl at være handicappet? Hvem er i øvrigt Guds fjender, når I nu er Guds venner?".
   "Det er syndere, som ikke er medlem af vores fællesskab".
   "Alle udenfor jeres sekt, det var mange. Hvad er synd?".
   "Ifølge Gud er synd f.eks., når to af samme køn deler seng".
   "Undskyld, men min Gud er altså lesbisk". "Du antyder Gud er en sort, handicappet, lesbisk kvinde?" "Nej, jeg understreger det".
   "Kom Lisa. Vi siger tak for i dag". De gav hånd og skyndte sig videre.

Allerede to dage efter snakken med Guds venner kom der en mail i hendes e-boks. Kære Emma Møller Jeg har forstået, at du i søndags havde besøg af min svigerinde Tove og min datter Lisa. På baggrund af besøgets forløb, kan du ikke længere være en del af vores kundeserviceteam. Din ansættelse hos YouHearCom opsiges derfor hermed. VH Lars Svendsen HR-Chef.