Naturens gobelin skaber gnister
som omkrandser, standser, lukker
trækker fødder væk fra belejlige stier
fra brolagte veje under
Naturen giver, tager, røre ved, fornemmer, sanser
forstummer toner, stemmer
Trækker vejret, pust ind og pust ud
Midt i alt og intet
i virak, i stilhed
vokser, blomstrer sig liv
Intensiveres, gro, vand, gro, vand
Det berører en anden organisme
Tanken om at gro og vandes
om liv og død
Om at længe efter noget som ikke er
At drømme sig væk og blive et træ
Men uden duft slæber fødder på brolagte stier
I virak
Organismen dufter ikke af roser
Men elsker så højt at det gør ondt
Så meget at det gør ondt
Vil så meget, men ved så lidt og kan så lidt.
Uden varsel ser naturen det, puster liv
så organismen får silentium
Lulles ind i en gobelin af bøgegrene
giver ro, heling og behøvet tid
Den der oplever ondskab føler alt tæt på
Det tunge sind muteret af solens stråler
Af rosens duft, af flaksende vinger fra en bi
Sindet forenes med naturen, trancestadie
Her stopper væksten, vandet
Organismen finder hjem
Hvor enden kysser begyndelsen
Mod og vilje bliver ikke skændsord
Styrke og selvsikkerhed bliver ikke betragtet
som hovmod i gummistøvler
Mod stier betrådt af andre men ikke af den.