Mangel på søvn endnu en dag og endnu en dag en vil komme. Jeg kan mærke hvordan den sniger sig ind på mig i takt til urets tikken. Man vil ikke indrømme at der intet er at stille op. For solen og månen går deres fireogtyve timers rute. Med nat og dag til følge. Øjnene bliver tungere ikke engang kroppen vil hjælpe en i denne bitre kamp. For dagen i morgen er den samme som den i dag og sådan forsætter det indtil man dør. Det er denne velkendte tikken, der er herre over os alle. Den der bestemmer hvornår vi står op og kører i cirkel forbi arbejdet. I supermarkedet. Over at hente børnene i fritidshjemmet. Hjem til aftensmaden. Hjem til sengen og sådan tikker den hele dagen.
Guden over alle guder. Den der kan få os til at længes. Den der får et år til at forsvinde i et fotografiapparat og vi kan huske de gode tider, der buldrede af sted. De tider vi godt ville leve igen. Men nu er vi altså her og vinteren føles så lang alene med fjernsynet og de elektroniske skriverier til ansigts løse personer.
Nu ser vi bare frem til den første mælkebøtte, som vi skal plukke hver sommer. Ser frem til ferien i syden. Langt fra regnfulde hverdag og når vi så endelig har slumret de obligatoriske fjorten dage væk kunne vi sagtens bruge fjorten ekstra, men pengene strækker ikke så langt og børnene går i skole og bedstemor har fødselsdag om et par uger.
Og mens familien pakker badetøjet og solcremen tikker den lille viser videre og snart er det vinter igen og snart flytter børnene og snart får de børn og snart får børnene børn. Og til sidst sidder man og spekulerer over hvor hurtigt det hele er gået, i mens sygeplejersken hjælper en i rullestolen.