En ensom gadelampe oplyser vore krakelerede parkeringsplads.
Stedet hvor vi rustede. Pladsen hvor sprækker i lakken blev skammeligt skjult af make-up, og dårlig syre.
Latterens ekko, var altid højt, og midt i rusen var man ofte i tvivl om ekkoet var en gengivelse af egen lykke, eller om den var rettet mod en selv.
Længslen og andre mareridt klasker imod den gule pære. Der er kun skyggerne tilbage at kigge på.
Tidligere venner uden øjne har aldrig formået at skifte ham. De står tilbage i mørket, som et trist memento af et ungdommeligt selv.
Slidte kroppe husende trætte sind. Virkeligheden fyldte for meget, og en enkelt mistede forstanden, en anden brød fri og en tredje står nu og kigger på de dansende skygger. Skyggerne af de drømme og forhåbninger man havde sig til livet.
Skønheden der blev stræbt så desperat efter. Det' transformeret til en ulidelig længsel efter noget andet. Nu et mareridt.
Vi der rustede fandt omsider komfort i sorgen. var det fordi vi opgav at leve fra start af?
Nu udgyder vore kroppe de tusinder af bekymringer, alle nederlagene, al smerten i skælvende host. Ekspektorat der kvælende klumper sig sammen i halsen.
Smøger, vores pause fra et helvede. Et helvede der nu har indhentet os.
Slanger, maskiner, hvidt lys, læger. Et hårdt liv, en hård død. Vi de rustende, der ikke giver op.
parkeringspladsen bærer vi som en tung frakke. Os der har arbejdet imod noget bedre, men aldrig formåede at komme videre.
Vi der dør af KOL, cancer, diabetes. Vi der på vores yderste stadig holder liv i en opbrugt krop. Vi de rustende der altid har danset med dæmoner.
Vi der altid vil se skyggerne danse fra et lys, vi altid har stræbt imod.