Brændende bjerge former sig på himlen. Stadig i kuvøse efter et år uden søvn. Døgnet skåler godnat med en sidste cigarets glød.
Jeg hæver glasset mod ham den røde og takker for at han endnu ikke er gået i seng med jomfruen.
Gæsterne er allerede ved at være på plads. Deres sædvanlige pladser med den sædvanlige sidemand og de lyser i det mørke rum ligeså smukt, som de altid har gjort.
Nogle vildfarende hilser faldende forbi og efterlader et lys af et suk. Dem kommer jeg ikke til at se igen. Det ved jeg, men har det helt fint, da jeg ved at jeg aldrig vil miste de nærmeste.
En karlsvogn afspejles på gaden, da den lydløst glider forbi og en hårdtarbejdende mand følger dens mælkerute. Jeg kan ikke huske hans navn, men har altid gået den samme rute hver nat og morgen. Han er skaldet gammel og grå, med to store sørgmodige øjne og en stor rund mund.
Et sorthul suger glæden fra rummet og får én til at tie. En ubuden gæst har trådt ind uden et ord. Står tavs i døren. Spejder efter en han er kommet for at hente. Nu hiver han fat i hende igen. Hårdt og brutalt. Slæber hende med ud i korridoren og forsvinder. Sirius begynder at knurre ovre i lænestolen, men Røde beroliger ham. Der går tid før der bliver talt igen. Vi har set det før. Det er efterhånden en vanesag og vi gør ingen modstand. Vi kan ikke.
En excentrisk mand spejder fra en kuppel med hans store kikkert. Han har bildt sig ind at vores livsmønster gemmer på en gåde og skriver ihærdigt noter på tonsvis af papirer. Vi skåler leende til ham og venter på at han en dag kommer på besøg. Der går nok ikke så lang tid. Han er nemlig gammel og gråhåret.
Bankende rytmer tæsker tindinger i takt med forældres forblødte hjerter. Vi kan se det hele heroppe på balkonen. Forvredne ansigter der griner for en sidste gang. Amputerede teenagere, der overgår modstandere. Bidende baggårdskatte, der elsker i den grå mælkemands neonhvide skær. De er sgu ligeglade og de ved han væmmes ved synet. Stakkels Mr. Moon. Så ensom og melankolsk.
Biler fulde af sprut hamre hver nat op i hinanden med blod, benzin, skrig, tårer, hævn og glæde. Den enes død er jo den andens brød. Det må man indså for at kunne i leve en
myretue.
Underlige samtaler folder sig ud og ind i et net af lydbølger, suser fra kontinent til kontinent. Fortolkes på tusinder af måder og ender som regel med komplikationer af større eller mindre omfang. Det også lige meget vi er jo ikke en del af deres tåbeligheder.
Plakater pryder pigernes små hjerter, der pumper i takt til alkoholiserede drenge drømme. De vil endnu en gang græde sorte streger når aviser taler tunge traumer om deres døde helte.
Nogle vil endda følge trop og kaste sig i døden af bar fortvivlelse. For hvad skal de gøre uden deres drug.
En natte gal synger sine sidste vers inden politiet gør deres entré. Han er ikke rask, men faktisk ret harmløs. Han stod hver nat på taget af et boligkompleks og sang Sinatra, mens han håbede én ville skubbe ham ned. Stakkels Mr. Moon. Han skal også overvære dette.
Han har kun haft besøg enkelt gang. Af mænd med tunge uniformer, der trampede i ar hans pande. Han havde ikke engang gjort dem noget, men var blot et forbigående offer. Der skulle bøde for deres pinsler.
Dagen skal snart vikariere natten og gæsterne begynder at få tunge øjenlåg. Smøgen når filteret og glasset med rødvin rammer gulvet. Et veltilfreds grynt udstødes da jeg falder i søvn. Veltilfreds fordi jeg ved jeg ser dem alle igen i morgen nat. Med den samme glæde som altid.
Godnat i stjerner af lys og mørke i mit Københavns kosmos.