Mange tak for dine venlige ord.
Det er inspirerende at høre, hvordan du har fundet mening i arbejdet med at hjælpe andre som sosu-assistent. Det kræver både styrke, nærvær og empati. Jeg har stor respekt for mennesker, der vælger netop den vej.

Da jeg arbejdede med mine “stjerne-sosu’er”, havde vi også flere mænd i teamet og det gjorde en tydelig forskel. Mænd i denne branche er virkelig nødvendige, ikke mindst fordi mange ældre mænd har behov for nogen, de kan spejle sig i og føle sig forstået af.

Jeg havde et godt samarbejde med dem alle og kunne mærke, hvor meget de brændte for faget. Jeg savner mit team og de var noget særligt. Indimellem får jeg stadig beskeder fra nogle af dem, og det gør mig oprigtigt glad, når de fortæller, at de savner vores samarbejde. Det var vigtigt for mig at rumme dem, også når de havde brug for at lufte frustrationer og især i mødet med borgere, der kunne være svære at samarbejde med.

Det gør mig lidt trist, når nogle af dem nu fortæller, at den nye ergo ikke rigtig lytter til dem, som jeg gjorde. Det giver mig en følelse af dårlig samvittighed som om jeg har efterladt dem, men jeg var nødt til at træde tilbage for at passe på mig selv.

Det glæder mig også, at du blev introduceret til Khalil Gibran på VUC. Det lyder som en berigende tid, og møder med mennesker fra forskellige baggrunde kan virkelig åbne ens horisont. Jeg er overbevist om, at vi på tværs af kulturer ofte deler langt mere, end vi tror.

Jeg forstår godt, hvad du skriver om det traditionelle og hvordan det både kan være en støtte og en begrænsning. Det er en balance, mange af os kender til. Det kræver mod og bevidsthed at finde sin egen stemme midt i det.

Tak igen for dine fine ord om mit digt. Det gør mig glad at høre, at det talte til dig og at poesien kan skabe et rum, hvor vi kan mødes, uanset hvor vi kommer fra.

De bedste hilsner,
Hawraa

Hej Hawraa :)
At elske helt og fuldt ud er den eneste grund til at man skal være til.
Uden kærlighed kunne man have alt andet i eksistensen og det ville ikke være til nogen værdi. Jeg lever for den kærlighed, som ikke kan købes men som vejer tungest når regnskabet skal gøres op.
Et legeme uden kærlighed er som et legeme uden liv.

D

Hej og godmorgen Niels,

Mange tak for din fine kommentar.

Jeg har altid elsket Khalil Gibran. Han har haft en særlig betydning for mig siden barndommen. Som barn gik jeg på en privatskole i Syrien, hvor kunst, litteratur, drama og musik spillede en stor rolle. Det var en skole, hvor det var et must at kende og kunne recitere forfattere som Nizar Qabbani, Mahmoud Darwish, Al-Mutanabbi og netop Khalil Gibran. Digtlæsning og udenadslære var en fast del af hverdagen til tider i overflod, da lærerne havde stort fokus på at vi skulle kunne mange ting udenad.

Alligevel var det en værdifuld tid, og jeg er taknemmelig for, at jeg selv fik lov til at vælge netop den skole, fordi jeg elskede dens ånd og fokus.

Jeg nåede desværre kun at gå der til og med 3. klasse, da vi kom til Danmark gennem familiesammenføring. Især husker jeg, hvordan jeg midt i skoleåret fik muligheden for at springe direkte fra 3. til 4. klasse, noget jeg glædede mig meget til, ikke mindst fordi drama og kunst fyldte meget i 4. klasses undervisning. Men drømmen bristede, da vi pludselig måtte rejse. Det var en hård overgang, men netop den periode står stadig som den bedste tid i min barndom.

Jeg valgte selv at begynde i skole i en tidlig alder. Jeg voksede op med ældre søskende og ønskede at være en del af deres verden. Jeg kunne ikke holde ud bare at lege og tegne, mens de gik i skole, jeg ville med. Hvis jeg var blevet på skolen til sidste årgang, tror jeg, jeg kunne være blevet ligesom Khalil Gibran, skarp og præcis. I dag forsøger jeg at nære mine tanker og mit udtryk gennem det, jeg lærte dengang, og det jeg har samlet op siden.

Da vi kom til Danmark, måtte mit fokus skifte. Det blev nødvendigt at lære et nyt sprog og finde fodfæste i en ny kultur. Min fars sygdom tog samtidig hårdt på både mig og min familie. Men efterhånden som mit danske sprog blev stærkere, vendte jeg langsomt tilbage til poesien. Jeg oprettede en profil her på Fyldepennen vist i 10. klasse, hvis jeg husker rigtigt og begyndte at skrive igen.

Som ung læste jeg bl.a. Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Michael Strunge, Klaus Rifbjerg, og ikke mindst Yahya Hassan. Hans digte var barske, rå og direkte, og vidnede om en svær opvækst. Hans syn på islam blev desværre præget af det miljø, han voksede op i et snævert og hårdt rum, hvor religionen blev formidlet på en forvrænget måde. Det er trist, for islam som alle andre religioner rummer dybde og skønhed, når den forstås i sin rette kontekst. Yahya Hassans digte rørte mig, men efterlod også en tristhed over det tabte.

Derfor betyder det meget for mig i dag at møde irakiske poeter og kunstnere. Det føles som at vende hjem til en verden, jeg elskede som barn, en verden, der gav mig glæden ved at leve. Hver gang jeg møder den del af min kultur i levende form vågner noget i mig.

Måske er det derfor, at Gibrans stemme og tonen fra min barndoms litterære landskab stadig lever i mit sprog. Tak for at lægge mærke til det og for at spejle det så fint tilbage.

Ønsker dig en rigtig dejlig weekend.

De bedste hilsner
Hawraa

Hej M :)
Kan man så sige at nogen gik i nettet :P
Det populære ved den elite som han kritiserer er at de hellere vil bevare deres løgn end at skulle eksistere i sandheden.

Tak for kommentar.

D

Hej Mette, tak for kommentaren :-) Nogen mennesker er jo stædige.

Mange hilsner, Mogens

Hej Ulla.

Mange tak for at læse mit digt.
Tak for at bemærke det med opsætningen af digtet.

Jeg synes det giver mere dybde når det bliver sat overskueligt og struktureret op.

Vh. Kathrine