Smykket forblev skjult under madrassen i de kommende dage, og langsomt tonede den frygtelige nat bort i hukommelsen. Edith havde kun forsøgt at tale om det en enkelt gang siden, og da Raja pure nægtede at diskutere sagen om smykket, fik hele historien lov til at hvile. De vendte tilbage til hverdagen der bestod af arbejdet på den lille gård, muslingefiskeri og venskabelige drillerier med drengene fra landsbyen.
   En gang hver dag gik deres fader ned til engene syd for deres landsby, Sasani, hvor en ung knægt holdt øje med deres og naboens dyr, mens de åd sig tykke i græs og kløvere. Fårene blev altid ført ned i sydengene i den varmeste periode af sommeren. Mosen tørrede ind til små øer af sump, men vegetationen her var høj, grøn og frodig.
   Pigerne så efter deres fader der gik ned ad vejen mod syd med lange skridt, inden de vendte rundt og selv gik i retning af den lille vig bag klinten.

Tvillingerne kom ud, da pigerne passerede deres gård, og fulgtes med dem ned til havet. Thor og Tim var der allerede og havde trukket flåden ud på bølgerne, hvor den lå og vuggede blidt med tovet spændt ud som en hale bag sig.
   "Hvor er Ulrik?" spurgte Raja og hægtede sig fast til tømmerflådens kant. Tvillingerne havde allerede halet sig op på den, og Edith hvilede sig på kanten ved siden af sin søster, da hun dukkede op et øjeblik efter.
   Tim kastede sig i bølgerne, så vandet sprøjtede op over pigerne. Hans grinende hoved dukkede op kort efter, inden han vendte bunden i vejret og dykkede.
   "Han skulle hjælpe sin far," svarede Thor, da det forstyrrende element forsvandt under vand, og strøg det mørke hår bort fra sit solbrune ansigt.
   Det sidste års tid havde haft sin virkning på ham, bemærkede Raja en smule overrasket. Han var ikke kun blevet højere og mere bredskuldret end tvillingerne, men havde også fået en snert af noget modent i øjnene. Det irriterede hende, at han nu virkede så meget ældre end dem alle, selv om han kun var et år ældre end hende. Snart havde Thor vel slet ikke tid til at dykke efter muslinger mere, måske skulle han endda i lære inde i byen.

Thor mødte hendes blik og kneb forundret øjnene sammen. Det gik op for Raja, at hun måtte have skulet til ham. Rødmende trak hun blikket til sig og fumlede med nettet, som om hun ville sikre sig, at det sad ordentligt fast i livremmen, blot for at have et påskud til at se væk.
   "Skal vi?" spurgte John og rejste sig op. Han og Joul sprang i vandet et øjeblik efter.
   "Vent på mig!" råbte Edith forsinket og dykkede.
   Tavsheden fyldte pludselig luften over tømmerflåden. Raja mødte Thors blik med en uvant generthed, men glædede sig over, at han åbenbart ikke bemærkede det.
   "Skal vi have afgjort det væddemål?" spurgte han og rakte hende en hånd. Hun tog imod den, så han kunne hale hende op af vandet.
   "Ti dyk?"
   Han nikkede til svar med et skævt grin. "Du har ikke en chance, grønskolling!" Så sprang han i og forsvandt under bølgerne. Raja sugede luft ned i lungerne og fulgte efter.

Små sølvstribede fisk piskede bort fra deres måltid på havbunden, da Raja svømmede ned imod dem og greb om en musling. Som den første endte den i hendes net, inden hun virrede med hovedet i sin søgen på flere, så det røde hår stod som en flammende glorie omkring hende.
   Lidt derfra grinede Thor til hende, så bobler piblede ud gennem hans tænder, og søgte mod overfladen. Hun ignorerede ham og skovlede hurtigt to mere intakte skaller i nettet. Så kom hun pludselig i tanke om det sted, hvor hun havde fundet smykket. Masser af muslinger havde ligget halvvejs kilet fast mellem klippe og rev. Stedet lå et stykke derfra, hvor de normalt dykkede. Måske var der ikke nogen af de andre der havde fundet og taget muslingerne endnu.
   Hun kastede et blik på Thor der svømmede langsomt i den anden retning, mens han rodede op i bunden med hånden. Så greb hun en sidste musling og søgte mod overfladen. Det var let at finde frem til stedet heroppe, da det lå lige under et fremspring i klippen.

Tvillingerne var atter kravlet op på flåden, da hun nåede hen til fremspringet og så sig over skuldrene. Thor var enten dykket igen eller lå skjult bag bølgerne, for hun kunne ikke se ham ved flåden. Ivrigt trak hun vejret ind og fyldte lungerne, inden hun dykkede.
   Muslingerne lå stadig mellem klippestykket og revet, sammen med den mørnede planke. Flere af de rillede skaller glimtede inde ved klippesiden. Sejrssikkert skovlede hun dem i nettet en efter en. To dyk ville være nok til at fylde hendes net halvt op.
   En skygge dukkede pludseligt op ud af øjenkrogen. Stærke fingre greb fat om hendes ankel, og med panikken voksende i brystet fór drømmebilleder hen over hendes nethinde. Munden blev fyldt med vand, da hun gispede efter luft, og benene sparkede vildt ud efter hendes mareridtsagtige fjende. Hun ramte ikke, men grebet blev sluppet.

Thor dukkede op foran hende med ansigtet fortrukket i bekymring. Hun slugte endnu en mundfuld vand, en ny form for panik overtog pladsen i hendes bryst. Så lagde de stærke hænder sig om livet på hende, og Thor førte hende op mod overfladen.
   Hostende og spruttende fylde hun lungerne med luft, så snart de brød gennem vandoverfladen. Thor havde stadig en arm om hendes liv og hjalp med at holde hende oppe. Taknemmeligt hægtede hun sig fast til ham med en hånd på hans skulder.
   "Hvad skete der?"
   "Du forskrækkede mig bare," gispede hun og tvang sig selv til at trække vejret roligt og dybt. "Hvorfor gjorde du også det?"
   "Jeg ville bare drille dig," svarede han brødbetynget. "Har du det bedre nu?"
   "Det tror jeg. Ja."
   "Vil du hen til tømmerflåden?"
   Hun rystede på hovedet og rødmede. De andre ville grine, når de hørte om dette. De var trods alt alle gode svømmere, og der var år imellem at der rent faktisk skete noget i denne stil, når de dykkede efter muslinger. Gode svømmere gik ikke i panik på den måde.
   "Jeg tror, jeg er klar til et nyt dyk ... lige om lidt."
   "Okay." Hans læber bredte sig i et drenget grin, der fik ham til at ligne den gode gamle Thor frem for denne nye og mere modne udgave. "Hold kæft, hvor så du skæg ud!"
   Hun slog i vandet, så det sprøjtede op på ham. Inden han fik tørret håret væk fra øjnene, havde hun vredet sig ud af hans hjælpende arm og forsvandt ned under bølgerne. Kort efter så hun op og opdagede, at han svømmede lige i hælene på hende, ligeledes ned mod det sted, hvor der lå en hel klynge af muslinger. Raja bandede indvendigt over sit tabte held, og med fornyet iver brugte hun begge hænder til at plukke muslingerne fra havbunden og putte dem i nettet, mens hun forsøgte at spærre for Thor med sin krop.
   Drengens solbrune krop dukkede op ved siden af hende, og de lange arme skød ind under hende og greb flere muslinger, inden det lykkedes hende at skubbe ham væk. Hans øjne glitrede af morskab, da han puttede sin fangst i sit net. Så greb han pludselig fat om hendes overarme og drejede hende rundt på ryggen, mens hun var ved at putte muslinger i sit net med begge hænder. Irriteret sparkede hun i vandet og fik vendt sig rigtigt igen ved at gribe fat i ham, men nu dækkede han for sprækken ved klippen.
   Raja greb en enkelt musling der lå et lille stykke derfra og svømmede mod overfladen. Så snart lungerne var fyldt, dykkede hun igen. Thor mødte hende på halvvejen, på vej op efter luft, og hun intensiverede sine svømmetag for at nå ned til bunden, før han vendte tilbage. Men foran klippen lå der nu kun nogle få ituslåede skaller. Hun slog hidsigt med fødderne og gled gennem vandet hen under klippefremspringet, hvor hun havde set flere tidligere. Thor dukkede op ved siden af hende kort efter, men Raja havde heldet med sig: Hans mere maskuline krop forhindrede ham i at komme lige så langt ind under klippen som hende, og hun kunne have en stor del af fangsten for sig selv.

I løbet af to dyk fik de ryddet det lille stykke for intakte muslinger.
   "God fangst," sagde Thor med et bredt grin, da de hvilede i vandoverfladen. "Hvor mange dyk har du taget indtil nu?"
   Raja talte hurtigt efter. "Jeg har fem dyk tilbage."
   "Det samme her. Kender du flere gode steder?" Han lo, da hun skulende mødte hans blik. "Tja, man kan jo heller ikke finde guld hver gang ..."
   "Meget morsomt," mumlede hun, men det trak alligevel i mundvigen. "Der burde være en regel imod at dykke det samme sted og stjæle en andens fangst."
   "Du er bare en dårlig taber."
   Hun sparkede ham over skinnebenet under vandet, og han trak sig lidt væk fra hende. "Og du ville ikke have en chance for at vinde, hvis ikke du fulgte i mit kølvand hele tiden!"
   "Lad os nu bare se, hvem der klarer de sidste fem dyk bedst," svarede han og forsvandt under vand. Straks fulgte Raja efter, men svømmede et stykke længere væk. Han skulle i hvert ikke klandre hende for at følge efter.