Det var stadig bagende hedt, da de alle seks vendte tilbage til landsbyen en god times tid senere, men et let skydække forhindrede nu solen i at bage helt så kraftigt på jorden.
   Indtørrede skjolder af sand havde farvet deres kroppe og tøjet, og Rajas hår var så filtret, at hun end ikke kunne rede det ud med fingrene mens de gik.
   "Hov, er det ikke ham mandens hest?" spurgte Thor og pegede hen mod Rajas og Ediths hjem. En mørkebrun ridehest stod tøjret til bommen ved stalden. Den lignede ganske rigtigt den hest, som den fremmede mand i kutten havde redet på.

Pigerne tog hurtigt afsked med drengene og småløb hen mod huset. Da de nåede stalden, prustede hesten nervøst og trak i sit tov, og de satte hensynsfuldt farten ned.
   "Måske er det købmanden," hviskede Edith og skævede op på sin søsters sammenbidte ansigt. "Tror du, vi skal vente med at gå ind."
   "Hvorfor det?" hvæsede hun, men tog så sig selv i det og sagde mere roligt: "Jeg fandt smykket, så har jeg ikke lidt ret til at vide, hvor meget det er værd?"
   Edith mumlede et eller andet utydeligt, der lød lidt som en grund til at blive udenfor, men Raja var allerede henne ved døren og trådte indenfor i det varme køkken. Selv om døren ud til vejen stod åben, var der så vindstille, at lugten fra middagsmaden stadig hang i rummet.

Det tog et øjeblik, før Rajas øjne vænnede sig til rummets halvmørke efter at have været ude i det skarpe dagslys, men hun genkendte den fremmede med det samme. Det var ham, de havde passeret tidligere på dagen. Han havde den samme kutte på, og det samme smykke funklede på hans brystkast. Nu havde han dog ikke længere hætten trukket op, og de grønne øjne glitrede klart, da de mødte hendes.
   Deres fader vendte sig om i stolen med rynket pande og syntes at tøve et øjeblik, inden han vinkede pigerne over til bordet. "Dette er mine døtre, Edith og Raja. Piger, dette er Markus Grindvold, en købmand fra Kulpet, der er kommet for at se det smykke, i fandt nede i vigen."
   "Hvem af jer fandt det?" spurgte Grindvold interesseret. Blikket veg dog ikke et eneste øjeblik fra Raja. Hun følte næsten, at han kendte svaret på forhånd.
   "Det gjorde jeg," svarede hun og kunne ikke lade være med at rette sig op på en lidt opsætsig måde. Købmandens stirren fik hende til at klø over hele kroppen.
   "Og hvor fandt du det helt præcis?"
   "Det lå på havbunden, næsten helt inde ved et klippefremspring under vandet." Hun overvejede kort, men kunne så ikke se nogen grund til ikke at fortælle færdig: "Jeg fandt det, da vi dykkede efter muslinger. Det var helt dækket af alger, så den har nok ligget der et stykke tid."
   Købmanden virkede tilfreds med det svar og smilede, en ikke helt uvenlig grimasse, men Raja stolede stadig ikke på ham. Endelig trak han blikket til sig og vendte opmærksomheden mod pigernes fader.
   "Nu har jeg set halskæden og givet jer mit tilbud. Jeg vil vende tilbage i morgen ved middagstid for at få jeres svar."
   "Det er ikke nogen særlig lang betænkningstid," sagde pigernes fader med rynket pande. "Jeg havde tænkt mig at vente til markedsdagen om tre dage, før jeg solgte smykket."

Købmanden rejste sig og slog kuttens hætte op over sin nøgne isse. "Jeg kan desværre ikke vente så længe. Men jeg er sikker på, at ingen vil byde højere end jeg. End ikke i Kulpet. Guld og ædelstene vægtes ikke særligt højt i disse dage, hvor folk frygter endnu et år med dårligt høstudbytte." Hans blik gled hen over den lille familie og hvilede så atter på Raja. "Har du ikke lyst til at følge mig ud, unge dame? Jeg vil gerne have dig til at udpege det sted, hvor du fandt smykket ... en fascinerende historie."
   Hans smil gav hende kuldegysninger, men hun nikkede modvilligt. Nægtede hun, ville hendes fader måske tugte hende senere for at have opført sig dårligt i selskab med den muligvis eneste interesserede køber. Og hun var i forvejen ikke helt kommet tilbage i kridthuset.
   Købmanden førte an ud af huset. Hesten prustede nervøst og krøb næsten sammen med halen inde mellem benene som en tugtet hund, da dens rytter greb tøjlerne og hægtede tovet fri af bidslet. Hestens opførsel syntes ikke at genere ham synderligt, men Raja kunne ikke lade være med at undre sig.

Tøvende løftede hun hånden for at udpege vigen for ham, men Grindvold så kun på hende.
   "Du har båret den, ikke sandt?"
   Raja lod hånden falde og besvarede usikkert hans blik. "Hvad mener De?"
   Han snøftede hånligt, men fortsatte med at tale så lavt, at man ikke kunne høre ham inde fra huset: "Kulden fra Dødsriget ligger endnu i dine knogler. Man kan både lugte og se på dig, at du har vandret på den anden side ... Lad være med at benægte det! Chukatraen har lagt om din hals, du har smagt på dens magt. Tro endelig ikke, at du kan skjule det for mig."
   Raja åbnede munden for at benægte det, hvad det så end var, han vrøvlede om. Men inden hun kunne nå at finde de rette ord, havde han svunget sig i sadlen og tvang hesten til at trippe helt hen til hende. Hun trådte instinktivt et skridt tilbage, da dyret spjættede i luften med forbenene.
   "Du gør bedst i at overtale dine forældre til at sælge til mig, lille Raja. Selv uden Chukatraen kan jeg slippe kræfter løs, du end ikke har lyst til at forestille dig." Med de ondt vendte han hesten og galoperede bort, efterladende en tyk sky af støv.

-o-
   Kattene løftede forventningsfuldt deres hoveder, da deres herre nærmede sig lejren under trækronernes bevarende skygger. Trods de nogenlunde velholdte værtskroppe, foretrak den splittede sjæl ikke at friste skæbnen ved at lade sollyset skinne på sig. Det var enerverende nok, at de var nødt til at slå lejr så tæt på den rindende å.
   "Nå?" spurgte den tjenende ånd forventningsfuld med sine seks forskellige, miavende munde. Kun den ene tilføjede pligtskyldigt "Herre" et øjeblik efter.
   "Chukatraen er i det hjem, du pegede ud," sagde han og steg af hesten. "De er interesserede i at sælge, og hvis de har livet kært, godtager de min pris. Jeg har givet dem indtil i morgen middag til at tænke over det."
   "Og hvis de ikke går med til handlen, herre?"
   "Så tager vi andre midler i brug. Uanset hvad skal den nok blive min inden solnedgang. Om nødvendigt må jeg sørge for, at mørket kommer lidt tidligere."
   "Og pigen, jeg fortalte Dem om?"
   "Hun var der også," sagde han og tøjrede hesten nede ved åen. Tørsten vandt over nervøsiteten, og den drak af det kølige vand, mens ørene flakkede rundt til alle sider uafhængigt af hinanden. Det var et jaget dyr, der kun ventede på ulvens endelige angreb.

Grindvold satte sig ned med ryggen op ad et træ og tog et æble fra sin rygsæk.
   "En spøjs tøs. Lugten fra Dødsriget var stærk hos hende. Af ældre dato, men ren og kraftig. Det får en til at spekulere ..."
   "Mens De spekulerer, Herre, kunne vi så gå videre til min belønning?"
   "Det har jeg jo sagt! Jeg vil indfri mit løfte til dig, når jeg holder Chukatraen i mine hænder."
   "Altid en dag mere," hvæsede den sorte kat så lavt, at den ikke forventede, at dens herre kunne høre den. En alvorlig fejltagelse.
   "Glem ikke din plads, Rasmeth!" udbrød åndemaneren hidsigt. "Uden mig ville du stadig blot være en snylter, der lå på lur bag den fjerde port!"
   Kattene pilede bort fra regnen af gnister der pludselig sprang frem fra åndemanerens ene hånd. Hver og en forsvandt de dybt ind i skyggerne fra bregner og buskads, og kun et enkelt vagtsomt øje kiggede frem fra sin plads under en hendøende hindbærbusk.
   "Uforskammet," hviskede den sorte kat, nu helt sikkert udenfor åndemanerens hørevidde. "Jeg er tre gange så gammel som han," fortsatte en anden med brune og hvide pletter lidt derfra. "Når jeg får mine fordums kræfter tilbage, skal den knøs finde ud af, præcis hvor magtfuld Rasmeth i sandhed er," sluttede en mælkehvid, forvokset killing, hvis pels var begyndt at falde af det rådnende kød. Enigt nikkede alle seks.

-o-
   Raja havde spændt ventet med sit spørgsmål indtil om aftenen, hvor hun hjalp sin far med at hente vand til hesten ude på folden. Han virkede irriteret efter købmandens besøg, så det tog hende noget tid at samle mod nok.
   "Far ...?" Hun holdt nøje øje med ham ud af øjenkrogen, mens han tømte den ene spand i vandtruget. "Hvor meget tilbød ham købmanden egentlig for smykket?"
   "Tre gannies og seks gruniens," brummede han, så ordene næsten druknede i lyden af det plaskende vand.
   Raja rynkede skuffet på næsen. Hun havde jo forventet mindst fem gannies. "Vil du sælge den til ham?"

Han rakte hende den tomme spand, men hun blev stående og ventede på hans svar. Han løftede det ene øjenbryn, da han opdagede det, men kunne så ikke lade være med at trække let på smilebåndet. Hun mindede ham ofte om sig selv som barn. Opsætsig og stædigere end et æsel med oppakning.
   "Jeg overvejer det stadig. Men hvad synes du, Raja? Burde vi sælge det til den pris?"
   Hun mødte overrasket hans blik, da han stillede spørgsmålet. Så gik det op for hende, at han helt reelt spurgte efter hendes mening, og hun tænkte sig grundigt om, før hun svarede:
   "Hvis købmanden har ret, kan vi risikere, at prisen vil være endnu lavere senere hen, fordi folk ikke er interesserede i smykker - eller ikke har råd til den slags - men ... hvis han tilbyder tre gannies for den, må han også være sikker på at kunne sælge den for betydeligt mere til en anden."
   Han nikkede. "Du har ganske givet ret, han kan sikkert sælge den for mere end det dobbelte. Men han har også visse fordele som vi ikke har: For det første kommer han vidt omkring, for det andet har han flere og bedre kontakter end os, og for det tredje har han sikkert råd til at vente i lang tid, hvor det for os er bydende nødvendigt at få solgt smykket inden vinter. Hvilket han garanteret også er klar over. Alt dette kan han udnytte til sin fordel, således vi er nødt til at sælge til mindre end smykkets egentlige værdi."
   "Joul mente, at halskæden var mindst fem gannies værd."
   Han trak let på skuldrene. "Joul har sikkert ret. Men vi er nødt til at afgøre, om vi vil sælge den til tre gannies og seks gruniens ... eller om vi tør satse på, at vi kan få mere i Kulpet til efteråret."
   Raja tyggede eftertænksomt på sin underlæbe, mens hun mindedes, hvad købmanden havde sagt til hende uden for huset, samt hans sejrssikre attitude. "Jeg tror, jeg ville vente til efteråret ... den er i hvert fald mindst fire gannies værd."
   "Jeg vil tænke over det," lovede hendes fader og løftede den anden spand for at tømme den i truget. "Smut nu hen efter noget vand. Vi skulle gerne have fyldt truget i aften."