Den lille familie sad samlet over middagsmaden, da en hest vrinskede uden for deres hus. Pigerne fulgte efter deres fader udenfor, hvor de mødte købmanden Markus Grindvold. Han havde den samme kutte på, men slog hætten ned, inden han rakte faderen hånden.
   "Jeg er kommet for at høre Deres svar."
   "Så er jeg bange for, at De bliver skuffet," sagde pigernes fader roligt. "Jeg har besluttet at vente til markedet, før jeg sælger smykket."
   Købmandens øjne blev smalle af vrede. "De vil komme til at fortryde det. Ingen af de små handelsmænd fra denne egn vil have råd til at byde den samme pris som jeg!"
   "Jeg tager chancen," sagde faderen spidst, og vreden ulmede ligeledes i hans stemme nu. "Er heldet ikke med os på markedet, må jeg selv rejse til Kulpet og opsøge handelsmændene."

Købmanden fnøs og knyttede sin hænder. Et øjeblik troede Raja, at han ville slå hendes fader. Så trak Grindvold vejret dybt ind og sagde mere roligt:
   "Nuvel ... Lad os sige fire gannies så, men det er mit sidste og endelige bud."
   Faderen rystede vredt på hovedet. "Jeg er ikke længere interesseret i Deres penge. Forlader De byen frivilligt, eller skal jeg få Dem eskorteret ud?"
   Pigerne så op på deres fader med store øjne. Han var virkelig vred nu. Men ikke lige så rasende som købmanden, der hidsigt slog tøjlerne over hestens hoved og svang sig i sadlen. Med et sidste drabeligt blik på den lille familie slog han hælene mod hesten, så den rejste sig på bagbenene med et angstfyldt skrig. Hovene gungrede mod den tørre jord, da købmanden galoperede bort.
   "Lad os håbe, vi ikke ser mere til ham," mumlede deres fader og spyttede på jorden, hvor købmanden havde stået kort forinden.
   "Tror du virkelig, vi kan få mere end fire gannies for smykket, far?" spurgte Edith med lav stemme. Hendes hånd klemte stadig hårdt om Rajas arm.
   "Vi kan ikke miste penge, vi ikke har fået," mumlede han. "Og nogle gange handler det ikke kun om penge, men om andre værdier ..."

-o-
   Freden hvilede over den lille by og ligeledes under klyngen af æbletræer bag smedjen. Thor og Ulrik sad og talte lavmælt sammen med ryggen op ad den samme stamme. De andre lå udstrakt på det kølige græs. Raja sov fast.
   Mørke skyer trak sig sammen ude over havet. Massive, ulmende grå og fulde af torden og regn, men ingen lagde mærke til dem, før de drev ind over landsbyen og dækkede for solen. Med et faldt temperaturen og tunge, kølige regndråber faldt mod jorden, trommede mod tagene og den tørre jord. Skyerne rumlede, men slap endnu ingen lyn fri.

Raja åbnede vantro øjnene, da de første dråber faldt på hendes ansigt. Så rejste hun sig op med et lille jubelskrig og løb ud på græsset. Snart faldt dråberne tæt og gennemblødte hendes tøj. De lagde sig som en kølende hinde på hendes hud og fortrængte lugten af sved og varm sand.
   De andre lo og dansede under regnen sammen med Raja i pludselig eufori. Det havde ikke regnet rigtigt siden stormen, og ligesom jorden under dem tørstede de alle efter en ordentlig skylle, der kunne vaske den værste hede bort og få støvet til at lægge sig.
   Raja faldt om på jorden af svimmelhed og lå og kiggede op på himlen med et saligt smil. Regnen syntes at danne en tunnel af dråber der faldt lige ned mod hende. Et kort øjeblik befandt hun sig i centrum af verden.
   Svimmelheden fortog sig, og hun kom op på knæ. Rundt omkring hende dansede de andre stadig. Lille Tim slog en vejrmølle og landede i det våde græs med et plask. Allerede nu dannede der sig brede vandpytter, fordi jorden var så tør, at den ikke kunne absorbere vandet lige så hurtigt som det faldt.

En rytter kom til syne oppe på bakken, der førte ned mod byen. Raja genkendte den mørke kutte og sølvet der glimtede ved hans bryst, men havde alligevel svært ved at tro sine egne øjne. Ligesom sin fader havde hun ikke forventet at se mere til Grindvold.
   Mens hun så på, samlede en flok katte sig omkring hestens ben og fik den til at stejle og slå med hovedet af nervøsitet. Så fór de ned ad vejen i tæt formation. Vraltende og ludende menneskeskikkelser i lasede klæder dukkede op på bakkekammen og fulgte i kattenes fodspor.
   Raja bandede indvendigt ad sin livlige fantasi, for i et kort øjeblik følte hun sig overbevist om, at disse menneskeskikkelser var ormædte lig med blålig hud og åbne plamager af rødt, dødt kød. Følelsen af død sneg sig endda som en kuldegysning hen over hendes hud og vækkede alle sanser på en måde, selv ikke regnen havde været i stand til.
   Beslutsomt rystede hun på hovedet ad sig selv, inden hun atter vendte blikket mod bakken. Rytteren holdt endnu sin hest an deroppe. Afventende og rolig. Kattene og de fremmede mennesker forsvandt bag den første række gårde og mindre huse, der lå i udkanten af byen.
   Så hørtes det første skrig.

Børnene holdt inde med deres regndans og stivnede. Nu fik de alle øje på den enlige rytter, men ingen af de andre havde set det samme som Raja og var uforstående. Så hørtes endnu et skrig, råb og tumult, om end lydene blev dæmpet bag tæppet af regn.
   Den kolde lugt af død, denne uforklarlige vished, fyldte Rajas dirrende næsebor og gennemsyrede hendes krop.
   Ulrik satte i løb gennem haven og bag om smedjen. De andre fulgte mere tøvende efter, men mødtes med ham i samlet flok ude på vejen.
   Mareridtsagtig rædsel mødte deres øjne.

Fjorten dødeskabninger bragte død og ødelæggelse med sig ind i byen, ført an af kattene. Hvad der engang havde været levende og leende mennesker, var nu rådnende efterladenskaber med tørre, knasende led og misfarvet hud over fordærvet kød. Gravmuld hang ved de lasede og iturevne klæder. Gule tænder blev vist frem i følelseskolde smil på grund af den stramme hud over kraniet og tandkød der rådnede bort.
   Et brækket ribben stak ud af siden på den ene dødeskabning. Orme og insekter mængede sig i såret og faldt til jorden i små klatter af bugtende materie, da den kastede sig over en flygtende kvinde og satte tænderne i hendes strube.
   Raja følte jorden forsvinde under sig, men blev brat revet tilbage til virkeligheden, da Edith greb om hendes arm og borede neglene ind i hendes hud. "Vi må hjem ... advare far og mor!"
   Smeden dukkede pludselig frem fra sit værksted og kastede sig forbi med et dyrisk brøl og en skarpsleben le hævet over hovedet.
   Ulrik råbte op og løb efter sin fader.
   Mens de andre så til, fastfrosset til stedet som stenstøtter, kløvede leen gennem en dødeskabnings rådnende kød. Den faldt til jorden, krop og arm adskilt. Sort masse løb ud gennem armstumpen og slog ud efter smeden som en tentakel. Dødeskabningens skrig skar ind i deres bevidsthed og fyldte blodet med is.

Raja blev stående længe nok til at se dødeskabningen stable sig selv på benene og fortsætte upåagtet gennem den voksende mængde af bønder med høtyve, leer og skovle. Så greb hun Ediths hånd, og de spurtede i retning af hjemmet. Bag dem løb de andre to og to i hver sin retning: Tvillingerne i hælene på pigerne og videre frem mod deres hjem, Thor og Kim løb hen imod rædslerne.
   Deres fader mødte dem udenfor stalden, på vej op mod byen. Da han så sine døtre, skyllede lettelsen tydeligt hen over hans ansigt, og han lod høtyvens skarpe ende falde mod jorden. Pigerne kastede sig ind i hans favn.
   "De døde," hulkede Raja, atter forvandlet til et barn af angsten og faderens trygge favn. "De er ligesom katten, far ... døde mennesker!"
   Han så op mod vejen, hvor kampene tiltog. Et øjeblik vaklede hans sind, så gennede han pigerne foran sig ind i huset, hvor deres moder tog imod pigerne og klemte dem ind til sig.
   "I må i sikkerhed," befalede han og greb krukken med salt som han rakte til Raja, inden han gik hen til den gamle kommode og flåede den øverste skuffe op. Værktøj og syæske blev kylet ud på gulvet, inden han endelig fandt smykket og rakte det til sin hustru. "Pas på denne ... det er alt, hvad vi ejer ..."
   "M-men..." begyndte Raja stammende.
   "Løb ned til vigen," afbrød han hende og nærmest skubbede dem ud af døren. "Få flåden i vandet og vent på mig derude. Hvis noget står i vejen, så smid salt på de bæster! Skynd jer!"
   "Hvad med dig?" spurgte moderen grådkvalt.
   Han kyssede hende hurtigt på panden og strammede så grebet om høtyven. "Jeg er nødt til at hjælpe de andre ... Mange af dem har ingen anelse om, hvad de står overfor." Han sendte sin ældste datter et sidste, beslutsomt blik. "Husk, hvad jeg har lært dig!"
   Raja nikkede til svar, men han havde allerede vendt sig bort og løb ind i byen med høtyven klar til kamp. Hulkende fulgte hun efter sin søster og moder i modsat retning mod vigen og sikkerheden på havet.

Sammen befriede de flåden for de store sten og skubbede den ud i vandet. Deres moder hjalp med at trække den et stykke ud, inden hun tog krukken med salt fra Raja og satte den sikkert fra sig på flåden, uden for vandets rækkevidde. Med tårerne løbende ned ad kinderne rakte hun sin ældste datter smykket og plantede et kys på hendes pande.
   "Svøm helt ud i vigen, indtil flåden ikke kan komme længere, og bliv der. Pas på hinanden, indtil jeg er tilbage."
   "Nej, mor!" udbrød Edith.
   "Jeg er nødt til at hjælpe jeres far," svarede hun og skubbede blidt Edith fra sig, inden hun løftede op i kjolen og løb tilbage til land. "Ud på flåden med jer! Nu!"
   "Kom nu, Edith," hviskede Raja og tørrede sine egne øjne. Forsigtigt tog hun kæden over hovedet, og med en velkendt følelse af kulde lagde smaragden sig til rette mod hendes bryst. "Edith, hjælp mig!"