Raja hankede op i det tunge net med et tilfreds smil. Edith gik ved siden af hende, og bag dem gik drengene småsludrende og leende. Thor syntes ikke synderligt irriteret over at have tabt væddemålet, hvilket gjorde sejren lidt mindre værd for Raja. Men vægten af nettet i hånden hjalp på det, for der var nok til at sælge ud af, hvilket lettede på den dårlige samvittighed over endnu at holde smykket skjult for hendes forældre.
   Flokken gik langsomt i opløsning, da de gik mod landsbyen. Tvillingerne var de første der tog afsked, da de nåede frem til deres gård. Derefter måtte Raja og Edith sige farvel. De kunne ikke få øje på deres far udenfor og fulgtes ad ind i huset.

Begge forældre sad ved bordet i køkkenet og ventede på dem. Smilet på Rajas læber stivnede, da hun så guldsmykket med det grønne vedhæng ligge anklagende midt på bordet.
   "Gå udenfor, Edith," sagde deres far lavmælt.
   Lillesøsteren nikkede og mødte nervøst Rajas blik, inden hun listede ud af huset og lukkede døren efter sig. Hjertet sank i brystet, da Raja blev ladt alene tilbage foran sine forældre. Hendes mor så bare træt og skuffet ud, men vreden lyste i hendes fars øjne.
   Han afbrød den sitrende stilhed efter noget, der føltes som en evighed:
   "Har du stjålet den?"
   Raja gispede forurettet. "Nej!"
   "Hvor har du den så fra?"
   "Jeg fandt den. Da vi dykkede efter muslinger for nogle dage siden. Den lå på havbunden inde ved klippen, og den så ud til at have ligget der et stykke tid."
   Hendes mor sukkede lettet, men faren havde flere spørgsmål klar:
   "Er du klar over, hvad det er?" Raja trak let på skuldrene, ivrig efter at slippe let udenom hvor hun kunne.
   "Det er ægte guld, Raja," fortsatte han, da hun ikke svarede. "Den halskæde er en formue værd! Det må du da i det mindste have haft en mistanke om, siden du valgte at beholde den. Og oven i købet gemte den for os!"
   "Jeg ville bare beholde den lidt," mumlede Raja og slog blikket ned. "Jeg ville have givet den til jer senere."

Faderen rystede på hovedet og samlede smykket op. Med et sidste anklagende blik på sin ældste datter puttede han den i lommen. "Jeg skammer mig over at have en så selvisk datter. Jeg troede, mine børn i det mindste forstod, at intet kommer gratis her i livet, og at vi derfor er nødt til at dele, hvad vi har ... Men måske burde jeg stille dig til regnskab for den mad, du spiser, og den seng du ligger i om natten, så du indser, hvor meget din mor og jeg må arbejde året rundt for at komme mad nok på bordet til os alle fire."
   "Undskyld," hviskede Raja grådkvalt og ønskede blot at forsvinde ned under gulvbrættet, frem for at stå ret foran de sårede og skuffede forældre. Hendes mors sårede udtryk sved lige så meget som faderens vrede. "Undskyld."
   "Gå ind på dit værelse," sagde hendes far lavmælt og rejste sig fra bordet, et tegn på at samtalen var ovre, og at han ikke gad høre mere om den sag.
   Raja luskede bort som en pisket køter.

-o-
   Da mørket faldt på, havde Raja kun forladt værelset nogle få gange for at gå på toilettet. Hendes lillesøster havde bragt hende et sparsomt aftensmåltid, netop som Raja var begyndt at frygte, at hun slet ikke ville få noget at spise.
   Rastløsheden voksede i hende, mens solen listede hen over sin bane på himlen og mørket faldt på, men hun var flov nok til ikke at lade det gå ud over sin lillesøster, da Edith gjorde hende selskab for at gå i seng.

"Far var virkelig vred i dag," mumlede Edith og trak skjorten af. "Jeg har ikke set ham så gal, siden vi kom til at slippe vædderen løs sidste forår."
   Raja lagde sig ned og trak tæppet op til hagen, selv om aftenen ikke var specielt kølig. "Og mor?"
   "Hun ville have lukket dig ud herfra tidligere, hvis ikke far havde sagt nej, så jeg tror ikke, hun er særligt sur. Mest bare skuffet."
   Raja vendte sig om på siden, så de lå ansigt mod ansigt, da Edith kravlede i seng. "Er du også sur?"
   Edith trak på skuldrene, en akavet bevægelse fordi hun lå ned. "Ikke mere. Men jeg synes stadig, du skulle have givet halskæden til far med det samme. Og især efter den nat ... det var forkert."
   "Jeg brød mig bare ikke om at skulle sælge den."
   "Jeg talte ikke om det, du gjorde," sagde Edith og løftede sig op, så hun kunne hvile hovedet i hånden. "Jeg mener, at der var noget forkert ved smykket. Du så jo selv, hvordan det glødede den nat. Og jeg har aldrig set nogen, der var sådan helt dækket af frost, og da slet ikke i denne varme. Det er altså ikke rigtigt, søs."
   "Det kan gøre lige meget nu," mumlede Raja og mærkede rastløsheden og irritationen vælde op i sig igen. Inden det udviklede sig til et skænderi, vendte hun sig om på den anden side og trak benene op under sig i fosterstilling. "Læg dig til at sove. Vi kan snakke i morgen."
   Der var stille lidt, så mumlede Edith et utydeligt godnat. Hun lød til at tumle lidt med tæppet, men inden længe faldt hendes åndedræt til ro og ændredes til en svag snorken. Raja var alene om at ligge i sengen med åbne øjne og spekulere.

-o-
   Blikket blev holdt lavt, når Raja hjalp til på gården de næste par dage, men langsomt syntes den tunge stemning at lette, om end episoden med smykket aldrig helt blev glemt. Deres mor begyndte atter at synge sine gamle viser, når hun lavede mad, og samtalerne om den afsluttede dag blev genoptaget ved spisebordet over aftensmaden. Lige indtil den dag, deres fader rømmede sig og sagde:
   "Jeg har sendt en buddreng til købmanden i Kulpet. Hvis heldet er med os, vil han ankomme på markedsdagen eller dagen efter og byde på smykket."
   Raja fæstnede blikket på maden, mens rødmen steg op i hendes kinder. Et øjeblik blev der helt tavst ved bordet, og Raja bildte sig selv ind, at hun kunne mærke vægten fra alles blikke på sig, selv om ingen så på hende og blot spiste videre i tavshed.

"Jorge var for resten forbi, da du var nede i engen," sagde deres moder, og det anspændte øjeblik var overstået.
   Deres fader nikkede for sig selv. "Han har længe snakket om, at han gerne vil låne vores vædder. Måske skulle jeg aftale at bytte med ham indtil næste år, så vi begge kan få nyt blod ind i flokken. Så kunne vi nøjes med at sælge vædderne fra kuldet og beholde resten til fremtidig avl."
   "Jorges sorte vædder?" spurgte Edith, blot for at tage del i samtalen. Raja lukkede derimod ørene og var tilfreds med, at snakken gik på noget andet end smykket og hendes egen udåd. Alene det korte, anspændte øjeblik havde været nok til, at hun mistede appetitten.
   Hun registrerede lige akkurat, at samtaleemnet blev skiftet ud med noget mere lystigt, og hendes lillesøster lo klukkende. Så skubbede Raja sin tallerken fra sig.
   "Må jeg gå fra bordet?"
   "Du har jo slet ikke spist noget," sagde hendes moder bekymret.
   "Jeg har det bare ikke så godt. Må jeg godt gå ...? Så kan jeg give hesten vand." Hendes fader nikkede til accept, og hun forlod hurtigt køkkenet.

Udenfor var det endnu forholdsvist lyst, selv om solen stod lavt på himlen og snart ville forsvinde bag den glødende horisont. Luften var begyndt at blive køligere og svalende vinde holdt sveden væk, da hun hejste den fyldte spand op fra brønden. Hun standsede med spanden hvilende på kanten af den murede brønd, da noget puslede i det høje græs nær ved.
   En gråstribet kat med tjavset og beskidt pels dukkede frem derfra og gengældte hendes stirren. Den var tynd og uglet og virkede syg. Raja fik ondt af den, men forsøgte ikke at kalde den til sig. Hvis den var syg, var det bedst at holde sig fra den, og sådan som den så ud, var det sikkert heller ikke en tam kat. I stedet løftede hun spanden ned fra brøndens kant og begyndte langsomt at traske hen mod stalden, helt skæv i ryggen på grund af spandens vægt. Vandet plaskede op ad hendes ben for hvert skridt.
   Katten fulgte hende vagtsom med øjnene og listede så bagefter.

Den gamle hoppe så op fra sin bås, da den hørte Raja komme ind i stalden, og brummede tørstigt. Normalt stod den tunge trækhest på fold, men hegnet var blevet ødelagt, og de havde ikke haft tid til at reparere det den dag. Nu måtte hoppen i stedet nøjes med lidt hø i sin bås, men den dunkle stald var til gengæld også køligere end selv skyggerne fra træerne på folden.
   Raja åbnede døren ind til båsen og gennede hoppen væk, så hun kunne hælde vandet op i truget på gulvet. Inden hun var færdig, havde hesten alligevel stukket mulen i vandet og drukket det meste i lange, krævende slurke.
   Raja lukkede døren og gik for at hente en spandfuld mere. Midt i den åbne port ind til stalden sad katten og stirrede på hende med hovedet en anelse på sned. Raja tøvede, men svingede så spanden imod den for at genne den væk. Måske kunne den finde på at dræbe hønsene eller i værste fald smitte hele flokken med et eller andet. Hun forsøgte at genne den væk med mere ihærdige udråb, men katten rejste sig blot og skød hvæsende ryg. Den flyttede sig ikke en tomme.

"Dumme kræ!" udbrød Raja og sparkede truende ud mod katten uden at have til hensigt at ramme. Som respons langede den ud efter hendes fod med de skarpe kløer fremme.
   En pludselig kuldegysning rislede op langs hendes rygrad. Hun havde aldrig set en kat opføre sig sådan. Selv tamme katte plejede at stikke af, hvis blot man var energisk nok med at genne dem væk, men selv om hun råbte og svingede spanden lige mod dyrets hoved, blev katten troligt stående. Oven i købet gengældte den hendes truende adfærd.
   "Far!" kaldte Raja skingert, da katten pludselig tog et spring frem imod hende og fik hendes nakkehår til at rejse sig. De sylespidser tænder i den lille mund lyste gulligt i halvmørket, og hun observerede åndsfraværende, at den bevægede sig stift fremad med svagt knasende led.
   "Far!"
   I et sidste forsøg på at skræmme den smed hun spanden efter den. Den ramte den i hovedet med et tørt bump, men i næste nu sprang bæstet hen over spanden og virkede om muligt endnu mere truende i sin fremfærd.
   Raja tog høtyven, der stod lænet op ad en tom bås, og langede ud efter katten. En hvid pote reagerede.
   "Hvad sker der?" råbte hendes far og dukkede op i døråbningen. Et øjeblik blev han blot stående og så på sin datter, der havde hævet høtyven til et nyt angreb mod den stridpelsede, grå kat.
   "Hvad i alverden ..."
   Inden han kunne nå at fuldføre sætningen, sprang katten frem mod Raja i et endeligt angreb. Impulsivt kastede hun høtyven efter den, og metallet borede sig ind gennem den skrabede pels og satte sig fast mellem kød og knogler. Katten væltede om på jorden med høtyven stikkende ud ad siden, men vedblev at spjætte i luften med kløerne, mens den hvæsede og skreg som en vanvittig.
   Raja kantede sig uden om den spjættende krop og løb hen til sin far der stadig stod som en lamslået i døråbningen.
   "Hvorfor dør den ikke?" hviskede Raja nervøst bag sin fars beskyttende ryg. "Hvorfor bløder den ikke?"
   Han svarede ikke. Endnu et øjeblik gik, hvor de forstenet så på katten, der vred og bugtede sig, så skaftet på høtyven skrabede hen over gulvet. Så gik hendes far endelig til handling.

Han tog øksen fra huggeblokken lige uden for stalden, stillede sig med let adskilte ben foran den hvinende kat og svang så øksen nedefter for fuld kraft. Kattens sidste hvæs druknede i den rungende lyd fra øksen, der kløvede gennem dyrets hals og ramte gulvet, så det sang mellem metal og sten.
   Derefter var der helt stille.
   Han rettede sig op og så på sit værk.
   "Lad være med at nævne dette for din mor eller søster," mumlede han uden at se på Raja. "Der er ikke nogen grund til at gøre dem bekymrede."
   "Men hvad er det for en tingest, far?" hviskede hun. "Hvorfor bløder den ikke?"
   Han gik ud med øksen og vendte tilbage med et stykke sækkelærred, som han pakkede katten ind i. Hovedet var trillet et lille stykke væk fra kroppen, men kun nogle få dråber blod havde plettet gulvet.
   "Den har været død længe ..."
   Hun så vantro på ham, da han gik forbi hende med bylten strakt ud foran sig, som om han følte en vis frygt for den dræbte kat. Tøvende standsede han op og mødte hendes blik, mens han overvejede, hvordan han bedst kunne besvare hendes spørgsmål.

"Det er en død ting, Raja. Det er derfor, den ikke blødte."
   "Død?" spurgte hun uforstående. "Men..."
   "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det uden at skræmme dig unødigt," sukkede han. "Jeg har kun selv set en dødeskabning én gang før i mit liv, dengang jeg var barn. Sandsynligvis er dette den eneste, du nogensinde vil komme til at se."
   "Men hvad er det?"
   "En dødeskabning," gentog han lavmælt. "En død krop, besat af en engang menneskelig sjæl. Engang blev de brugt som spioner for dem der brugte deres liv på mørk magi, hvis min mor ellers talte sandt dengang ... Men i dag er de sjældne, og de fleste anser dem som intet mere end ammestuehistorier. Kun få som du og jeg har rent faktisk set en med egne øjne, og derfor er der heller ingen grund til at få mareridt over det. De hører ikke længere vores verden til." Han smilede prøvende. "Vil du love mig, at du ikke fortælle nogen om dette?"
   Raja nikkede stille, stadig med store øjne over det, han havde sagt. Tilsyneladende tilfreds med hendes svar gik han væk fra stalden for at begrave katten bag vinterfolden.
   Hun blev stående i porten og så på, indtil jorden var banket hård med skovlen, og katten var borte for evigt. Koldsveden vedblev at pible frem på hendes hud, og hendes hænder rystede ganske umærkeligt.