Middagsheden fik alle til at søge indenfor i de to timer, hvor solen stod på sit højeste. End ikke havet lokkede, eftersom selv den mest læderagtige hud kunne blive forbrændt i det salte vand, når solen bagte så hårdt ned på jorden.
   Raja og Edith sad under en lille klynge æbletræer sammen med Thor og tvillingerne bag smedjen. Ulrik var klatret halvvejs op i det ene træ, så det knagede faretruende under hans vægt, og smed modne æbler ned til sine venner. Tim var den eneste der syntes at have sin energi i behold og var af ren og skær kedsomhed løbet sin vej, mens de større børn dovent lå op ad træerne og spiste æbler og knap orkede at føre en egentlig samtale.
   Hvis ikke Ulrik havde tabt afstemningen, var han heller ikke klatret op i træet. Da han kom ned og satte sig på sin plads i skyggen, drev sveden allerede ned over hans rødmossede ansigt.

"Det her er egentlig lidt kedeligt," mumlede Joul, men gjorde ikke mine til at rejse sig.
   "Det er alt for varmt at lave noget," sagde Raja. "Selv i skyggen er det som en bageovn, og det er ikke meget anderledes indenfor."
   Edith sukkede og smed sit æbleskrog fra sig med en halvhjertet bevægelse. "Hvad jeg ikke ville gøre for en kølig vind ..."
   "Tror I, det er mere køligt inde i skoven?" spurgte John pludselig.
   "Der er langt hen til skoven," svarede Ulrik.
   "Så langt er der nu heller ikke," brummede Thor. "Og åen er måske stadig kølig."
   Raja lyste pludselig op. "Du har ret. Det meste af åen ligger i skygge, så solen kan ikke have varmet vandet særligt meget op. Er det ikke et forsøg værd?"
   Ulrik sukkede beklagende, men fulgte alligevel med på slæbende fødder, da de andre begyndte at gå. Udsigten til et koldt bad fyldte dem med ny energi, og de gik og puffede til hinanden, lo og sludrede som da de var mindre.

Raja sakkede med vilje lidt bagud, så hun kom til at gå ved siden af Ulrik og Thor. Ulrik pegede på en enlig rytter, der kom ridende hen ad vejen imod dem.
   "Kender I ham?" De to andre rystede på hovedet og fulgte nysgerrigt rytteren med øjnene, mens han kom nærmere. Raja fik et særligt godt indtryk af mandens ansigt, da han red lige forbi hende. De grønne øjne mødte hendes med en sådan intensitet, at det gav hende kuldegysninger, og hun var nødt til at se bort.
   "Jeg fatter ikke, at han kan holde ud til at have den tykke kutte på," hviskede Ulrik og syntes at bryde ud i sved blot ved tanken.
   "Ja, han er godt nok sær," sagde Raja og kastede et blik over skulderen. Lidt længere nede ad vejen havde manden standset hesten og stirrede tilbage på hende, mens dyret trippede uroligt under ham. "Meget sær."

Den fremmede blev dog hurtigt glemt, da de nåede frem til skoven og fulgte en smal sti frem til åen. Nogle steder var det ikke meget mere et bredt vandløb med en sandet og klæbrig bund, men stormen havde bragt nok regn med sig til at forhindre åen i at tørre helt ud.
   De fandt et sted, hvor åen delte sig rundt om en lille ø af sand, og hvor træerne tilbød et godt dække mod den skarpe sol. Her lagde de sig simpelthen ned i det svalende vand. Ulrik rullede rundt som en hest i mudder, og snart fulgte de andre leende hans eksempel, så tøjet blev smurt ind i vådt sand. Sveden blev skyllet bort, og for en stund følte de sig alle afkølede og særdeles opfriskede.
   "Skal vi ikke lege gris?" spurgte Edith energisk. "Øen i midten kan være folden."
   "Så skal det være pigerne mod drengene," bestemte Joul.
   "Ej, det er uretfærdigt!" udbrød Edith, men ikke inden hendes storesøster havde sagt, at det var en aftale.
   "Vi kan sagtens løbe fra dem," mumlede Raja, da pigerne tog opstilling på den ene side af åen. De havde stadig de korte lærredskjoler på, som de plejede at svømme i, så intet kunne vikle sig rundt om deres ben og forhindre dem i at spæne af sted.

Drengene klumpede sig sammen i en lille flok inde på øen og klappede forventningsfuldt i hænderne. De grinede alle, da Joul øffede som en gris, og pigerne udnyttede deres uopmærksomhed. Side om side spænede de frem mod drengene, masede og skubbede sig ind imellem dem og kom i sikkerhed på den anden side af åen.
   "Så let slipper I ikke næste gang, små grise," sagde Joul advarende.
   "Ulrik var lige ved at fange mig," hviskede Edith stakåndet og hvilede hænderne mod knæene. "Kan vi ikke bytte side? Du er stærkere end mig."
   "Det kan vi godt. Men først når vi løber, så de ikke ved det på forhånd. Jeg krydser ind foran dig." Edith nikkede til svar, og så spænede de atter fremad, Raja forrest.
   Næsten ude ved drengene skiftede Raja pludselig retning og løb hen imod Thor og Ulrik, mens Edith spænede i den anden retning og hurtig som lynet smuttede under Johns fremstrakte hænder.
   Raja mødte mere modstand, da Thor i sidste øjeblik sprang ind foran hende, så hun endte i favnen på ham. Hun havde så meget fart på, at hun ikke kunne nå at skifte retning, og de faldt omkuld i det våde sand. Ulriks hånd snittede hendes ene skulder, da hun vred sig fri af Thors hænder og løb i sikkerhed.
   "Du snyder!" råbte Thor efter hende, men grinede over hele hovedet, da han smed skjorten som var tung af vand og sand, så han kun stod i de korte benklæder. Ulrik smed også sin, så de rigtig kunne se, hvilke muskler smedearbejdet kunne udvikle på en i forvejen ret så bredskuldret knægt. Desværre blev illusionen ødelagt lidt af hans begyndende vom, hvilket Joul heller ikke kunne lade være med at påpege:
   "Vi andre ligner sultende fattigbørn i forhold til dig!"
   "Åh, hold kæft," brummede Ulrik og blev knaldrød i hovedet. Men han var dog ikke flov nok til at tage skjorten på igen.
   "Er I snart klar, eller skal I lige sammenligne muskler først?" spurgte Raja provokerende og bøjede armen, så hendes egne ikke helt ubetydelige muskler trådte frem under huden.
   "Grønskolling!" råbte Thor leende ad hende. "Kom her, min lille gris, så du kan blive slagtet ..." De andre drenge lo med ham og istemte hans drilske kald.
   "Klar?" mumlede Edith utydeligt.
   "Jep," svarede Raja lige så lavmælt, hvorefter de begge talte til tre inde i hovedet. Så løb de.
   "Jeg har hende!" råbte Ulrik triumferende og sprang frem. Hans kraftige arme blev slået omkring Rajas skuldre, men inden han kunne klemme fast om hende, gled hun ned og ud af hans greb. Men så stod Thor pludselig foran hende igen og fik en arm om hendes liv, da hun spænede fremad på ny. Hun tumlede ned på jorden med Thor oven på sig. Et øjeblik sloges de indædt, så fik han fat om hendes håndled og pressede hendes ben nede med sin vægt, så hun ikke kunne sparke ham.
   "Opgiver du?" spurgte han leende, mens de andre drenge stimlede sammen om dem. Det var umuligt at slippe væk nu. Selv om hun fik væltet Thor, ville de andre straks gribe fat i hende. Alligevel kunne hun ikke lade være med forsøgsvis at vride sig lidt, bare lige for at se, om han nu havde ordentligt fat i hende. Grebet løsnede sig ikke en tomme.
   Hun sukkede dramatisk. "Jeg opgiver."

Drengene satte i et gevaldigt hyl, og tvillingerne råbte i kor: "Grisen er fanget, nu til slagteren hun skal! Grisen er fanget!" Og som frygtet blev Raja halet op fra jorden og grebet af flere stærke hænder, der kastede hende op i luften. Hun kunne ikke gøre andet end at samle hænderne over brystet og acceptere det uundgåelige.
   Heldigvis fik varmen hurtigt standset denne del af legen, og drengene holdt inde. Ulrik satte forsigtigt hendes fødder på jorden, og med Thors hjælp kom hun op og stå igen, om end en smule omtåget. Han støttede leende hendes arm, indtil hendes øjne atter kunne fokusere og fødderne blev plantet mere solidt i sandet.
   På den ene side af åen stod Edith og så til med korslagte arme. Nu var hun den eneste lille gris tilbage, der manglede at blive fanget.