1 år, 4 måneder siden

Jeg, en kvinde, godt slidt i kanterne

Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Tiden
Zein Ali (Bi...
3 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
9 år siden
Hjerne Tetris
David Hansen...
5 måneder, 5 dage siden
god start på dagen
Jette Peters...
7 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
7 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
7 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
6 år siden
D. 26/10-2012
Louise Jørge...
11 år siden
End og week
Martin Micha...
4 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
10 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
10 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
9 år siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
3 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
8 år siden
Tanker
Luxuryline
9 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
8 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
9 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
11 år siden
Tegning
Jette Peters...
8 år siden
Israel
Salomon
9 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
9 år siden
skulderklap
Jette Peters...
8 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
9 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
10 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
12 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
6 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
9 år siden
Vinter på vej
Mikala Rosen...
11 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
9 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
9 år siden
De første dage
Michala Esch...
14 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
8 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
9 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
10 år siden
Dette er starten på min dagbog, som jeg har lovet min jobkonsulent at lave så tit jeg orker det. Jeg er fleksjobber og har gennem de senere år haft stigende svært ved at klare selv få timer. Min diagnose er bipolar type 2, og det har jeg haft i mange år, hvilket har gjort skader på min hjerne i form af bl.a. hjernetræthed.

Det er noget der har været meget svært for mig at acceptere. Et liv skal ændres, men jeg er glad for at leve det jo. Jeg har forsøgt ændringer gennem årene, for at tilpasse mig sygdommen, men det har været svært. Både fordi der har været så mange ting at tage hensyn til, fx. familien, men også for at kunne passe et job. Men i løbet af de sidste 2 år har min krop og hoved bare sagt fra. Min hverdag er derfor markant ændret. Jeg arbejder på at få en struktur ind, men jeg er af natur meget ustruktureret, så det er en daglig opgave for mig. Jeg forsøger at lave en plan hver aften, hvad jeg vælger at putte på den næste dag, af opgaver. Det ser foreløbig ud til at være en god strategi. Det giver ro i hovedet på dagen. Så lader jeg mig ikke overvælde, men kan nøjes med at fokusere på de 2 opgaver jeg vælger ud. I dag var det skifte sengetøj og gå en tur. I morgen er det igen skifte sengetøj, hvilket skyldes at sengetøjsopgaven i dag gik i vasken for mig. Men jeg kom ud og gå en tur, så det var godt.

Jeg har dage hvor alt stresser mig. Selv min hund kan stresse mig, bare ved at sidde og kigge på mig. Han er en shih tzu og er den mest følsomme hund jeg nogensinde har haft. Han kan mærke når der er noget galt, hvad end det er fysisk eller psykisk. Så der bliver lige skabt en ond cirkel der, når jeg har det småskidt, så begynder han at stirre på mig, og så bliver jeg stresset over at jeg ikke ved hvorfor han stirrer, vil han ud og gå, er han sulten...hvad?? Så bliver han endnu mere stirrende fordi jeg bliver endnu mere stresset...
Det ender som regel med jeg giver ham godbidder i hans foderbold, og så tager jeg ham op og holder ham tæt. Det hjælper os begge. Jeg kan mærke hans lille hjerte først banke hurtigt, og så langsomt finde en roligere rytme. Det beroliger mig. Onde cirkler, gode cirkler. Dette er en god cirkel. Men det kræver overskud at få ændre kursen fra den onde cirkel til en god.

Efter jeg stoppede med mit sidste job for nogle uger siden, har jeg langsomt fået det bedre. Jeg bliver aldrig som jeg var engang, men jeg har lært så meget de senere år. Jeg har lært at være taknemmelig over bare at være glad og kunne lave aftensmad. At have det overskud. Det er jo nok ligesom hvis man har været på en øde ø uden mad og drikke, så bliver et glas iskoldt vand med isterninger i til den største luksus, hvor man hjemmefra måske ellers var vant til at drikke sodavand. Sådan tror jeg lidt mit liv er. Jeg har været på en øde ø længe.

Jeg har erkendt at jeg ikke kan arbejde mere. Det har taget mange år at nå hertil. Min stolthed har spændt ben, men også bare det der med at have en karriere. Jeg har altid ønsket at blive til noget. Nu forstår jeg at man godt kan være noget, uden at identificere sig gennem en jobtitel. Det er blevet så meget mere vigtigt for mig at være glad, at rent faktisk mærke glæde indeni på næsten daglig basis. Lægge mærke til hvor dejlig en mand jeg har, hvor grønt græsset er, hvor meget eventyr der kan være i en bog, og ikke bare en kamp for at forstå hver sætning. Mit hoved bliver så meget fyldt op, når jeg skal passe et arbejde, så jeg skvatter om når jeg kommer hjem. Og næste dag med. De dage ser jeg ikke helt min mand, jeg lægger bestemt slet ikke mærke til græsset, og bogen i vindueskarmen forbliver min fjende der bombarderer mig med ord og sætninger mit hoved ikke kan omsætte til noget som helst forståeligt.

I dag har været en god dag. Det har det faktisk. Jeg bestod ikke sengetøjs-opgaven, men jeg gjorde et forsøg og det tæller vel også. I morgen er mine 2 opgaver det der med sengetøjet, og så skal vi ud og handle.

Jeg er godt klar over at det kan være svært for mange mennesker at forstå sådan noget her, men jeg har lært at være ligeglad. Ligesom jeg også har lært at lade som om jeg er ligeglad med at jeg løber usandsynligt langsomt på mine løbeture. Jeg vælger at kalde dem mindfulde løbeture.

Jeg er 56 år. Har mand, børn, børnebørn, en hund, og et liv bag mig med mange nederlag, meget sygehus, mange behandlinger, mange pille-ordinationer, og ubegribelig mange jobs jeg aldrig har kunnet magte at passe. Fik tilkendt fleks i 2008, og startede på 20 timer. Det blev så reduceret til 12, derefter 10, så 8 og det sidste var 6 timer, og et par uger senere nedsat til 4. Jeg havde faktisk troen på det job, da jeg sagde ja og gik ind til det. Jeg ville det virkelig gerne. Min frygt er altid at folk tror jeg ikke gider arbejde. Tro mig. Jeg vil det SÅ gerne. Men jeg udmattes i løbet af minutter nærmest. Til sidst kan jeg dårligt stave mit eget navn, aner ikke hvordan jeg skal komme hjem fordi det er totalt uoverskueligt at skulle sætte mig ud i min bil og rent faktisk navigere rundt i byen i myldretiden. Jeg ved jeg burde handle ind på vejen hjem, men kan på ingen måde overskue det. Så sidder jeg og tuder i bilen. Græder over at det er sådan, og at der ingen udsigt er til at det nogensinde bliver bedre. Hanker op i mig selv og kører gennem byen med en puls på 5 millioner, og stressen flagrende i hovedet - cyklister, fodgængere, biler der kommer tæt på, rødt lys, grønt lys, gult lys, grøn pil jeg ikke opdager og bilen bagved dytter arrigt. Hvordan klarer normale mennesker det?
Hjemme skvatter jeg om på sofaen. Manden kommer hjem og jeg tuder og siger jeg ikke fik handlet. Så kører han hen og handler. Han laver også mad. Jeg ligger på sofaen og forsøger at komme til hægterne med en ekstremt nuttet lille hvid hund der stirrer vedholdende på mig. Han er min trøst, mit hjerte, mit store irritationsmoment og et væsen jeg ikke kan udholde tanken om at skulle undvære nogensinde.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Jeg, en kvinde, godt slidt i kanterne er publiceret 14/03-2023 23:48 af Bipoliv.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.