1 år siden

Nu skal det være

Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
7 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
11 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
10 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
11 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
6 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
8 år siden
Aktivering. Nu skal jeg s...
Gaffa Brandt
11 år siden
En god aften
Bastian
11 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
9 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
8 år siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
3 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
11 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
6 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
9 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
11 år siden
Livet i Lugano
LoneHK
11 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
8 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
9 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
7 år siden
Pause
Hanna Fink (...
10 år siden
7
Halina Abram...
6 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
11 år siden
Livets Tankespind
Caby
9 år siden
Gode dage forud
David Hansen...
23 dage siden
Sidste nyt.
Hanna Fink (...
3 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
9 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
6 år siden
Firserdate
Tine Sønder ...
11 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
9 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
5 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
11 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
7 år siden
Lettet!!
Mille Larsen...
2 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
4 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
11 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
8 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
12 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
Den onde nydelse
Regitze Møbi...
9 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
7 år siden
Hej. Og farvel igen. - Ka...
Kasper Lund ...
7 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
9 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
8 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
4 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
9 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
14 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Her kommer min beretning. Hvordan den vil udfolde sig her på papiret, det ved kun historien selv. Måske husker jeg noget undervejs jeg ikke vidste jeg huskede. Det er egentlig mit håb, for ellers bliver det en tynd kop te.

I 2004-2005 havde jeg meget knas i mit ægteskab. Som jeg husker det, var det en ekstrem stressende tid, hvor jeg oveni stadig sørgede over min mors død i 2001. Jeg begyndte at få episoder af depressive tanker og meget melankoli og humørsvingninger. Sov meget lidt, kan jeg huske. Drak en del vin om natten for at prøve at falde til ro og måske dulme smerterne indeni.

En dag ville min daværende mand ikke mere. Han ville skilles. Beslutningen var definitiv, og den kom efter at jeg havde været 3 dage på psykiatrisk skadestue efter at have spist for mange piller. Han besøgte mig ikke. Da jeg kom hjem, spurgte han mig hvor længe jeg havde tænkt mig at være syg. Jeg sagde det vidste jeg ikke, og at jeg måske aldrig blev rask. Sådan kan man godt føle det når man har det værst. Så sagde han at han ville skilles.

Der kom hjemmesygeplejerske og gav mig piller, fordi jeg jo havde taget for mange inden indlæggelsen. Imens hun var der, gik min mand rundt og hev ting ned af væggene og pakkede sin del af vores fælles hjem.

Jeg ved ikke hvad hjemmesygeplejersken tænkte. Jeg ved at jeg var bedøvet indeni, og ønskede hun ville komme til at hælde for mange piller op, for så ville jeg spise dem alle.
Det var i 2005.

Som jeg husker det, blev jeg så alene i det store hus, med 2 halvstore unger, en hund og et par katte. En skrantende økonomi i særdeleshed, og en uundgåelig mental nedtur.

Bipolar sygdom var brudt ud, og jeg vidste det ikke, for jeg havde ikke officielt fået nogen diagnose.

Jeg husker dagen hvor jeg fik diagnosen. Jeg husker ikke hvornår det var, men jeg var indlagt igen fordi jeg var så dårlig at jeg kun kunne sove eller ligge og kigge ind i væggen. Ugen før havde jeg haft - hvad jeg senere fandt ud af var - mani. Jeg havde brugt alle vores penge på ting til at afslibe møbler, og gik i gang med alle vores møbler, uden at vide hvad jeg gjorde. Det hele blev ødelagt. Jeg sov ikke, jeg flyttede bare rundt på møbler, købte maling og maskiner og alt muligt, spiste ingenting, min hjerne kørte med 200 km/t. Det er hvad jeg husker. En nat blev jeg ekstremt træt og jeg faldt omkuld på sengen. Da jeg vågnede op var jeg dybt depressiv, og stuen med alle møblerne forblev kaotisk, og jeg ved ikke hvordan tingene kom på plads igen, hvilket også er ligegyldig. Jeg ved kun at jeg blev indlagt på psyk, og der blev jeg i et par måneder, og blev stærkt medicineret. En læge sagde til mig at jeg havde bipolar sygdom, og da besvimede jeg og landede på gulvet. Det var et chok for mig at jeg nu havde fået min fars sygdom i udbrud.

Begge forældre var døde. Min far i 1991 og min mor i 2001. Jeg havde mistet min mand fordi jeg ikke var god nok som kone, mor og kvinde, og jeg var ved at miste mig selv fuldstændig til en sygdom der kastede mig rundt hid og did mellem apati, selvmordstanker og eufori.

Medicinen gav mig mange bivirkninger, og det endte med jeg blev den rene prøveklud. De prøvede alle mulige medikamenter på mig. Det lykkedes at finde et par ting jeg kunne tåle til en vis grænse, men aldrig nok til at jeg kunne komme helt af med svingningerne.

Derfor røg jeg ud og ind af psyk i årene derefter, og jeg blev tilbudt ECT fordi det hjalp efter få behandlingerne. Og det gjorde det. Jeg mærkede bedring i min depression efter 2-3 gange. Så ECT blev min medicin og jeg var af og til deroppe og få det ambulant. Desværre gik det ud over min hukommelse, og den er stadig skadet i den periode.

Jeg var begyndt at blive mærket af sygdommen på den måde at jeg var begyndt at få angstanfald, og ikke kunne klare ret meget før depression igen tittede frem. Nogle gange også hypomani. Derfor blev jeg i 2008 tilkendt fleks, fordi jeg ikke kunne arbejde fuld tid mere. Mit mentalte helbred var blevet for skrøbeligt, til at jeg både ville kunne klare et fuldtidsjob og et hjemmeliv med børn etc.

I 2008 var jeg 42 år.

Frem til ca. 2013 var jeg indlagt adskillige gange. Jeg forsøgte at leve et roligt liv og finde stabilitet men min sygdom var konstant ude af kontrol, og gav mig uro, det var som at sejle i en gummibåd på et oprørt hav i en orkan. Jeg fik mange nervepiller, husker ikke navnet, men husker de gav en enorm vægtøgning, så i 2012 sagde min vægt næsten 3cifret tal. Et halvt år før det, havde jeg tabt rasende mange kilo fordi jeg var så depressiv at jeg intet kunne spise. Også på DEN front var der oprørt hav.

Jeg kan ikke fortælle mere om den tid, andet end stikord:

Flytning 3 gange
værested for psykisk syge
Nada
mange piller hver dag
Søn flytter til sin far
Datter flytter hjemmefra
manier med dumme dumme handlinger
Min bror får alzheimer

Der kom et gennembrud i mit sygdomsforløb i 2013. De fandt ud af at jeg omsætter medicin for hurtigt og derfor skulle have langt større dosis end andre. Det ændrede meget for mig, jeg begyndte at få det bedre. Desværre kunne jeg på den lange bane ikke tåle medicinen. Nogle af bivirkningerne var:
Kronisk hovedpine
Øjenflimmer
Maveproblemer
Rysten på hænderne så jeg ikke kunne holde en kaffekop
Vand i kroppen

Jeg var i den periode hvor jeg havde nået at få det tåleligt, kommet til at enten se noget, eller læse noget, omkring motion og psykisk sygdom. At motion i visse tilfælde kan erstatte medicin. Sammenlagt med min brors alzheimer diagnose, var det som om jeg fandt min vej lige der. Jeg ville leve et sundere liv, jeg ville ikke have den sygdom, jeg ville spise sundere, og motionere. Så det gjorde jeg. Jeg slæbte mig selv ud af døren hver dag til en gåtur. Fik det bedre. Fik det faktisk så godt at jeg kunne søge et arbejde, og fik det. Der var jeg i 5 år, og i de 5 år skete der forværring med mig igen, trods at jeg stadig var aktiv med min motion. Jeg begyndte at blive meget sårbar overfor stress, fik hyppigere angstanfald, og hyppigere episoder med mistet livslyst.

På dette tidspunkt boede jeg alene i en lille lejlighed.

Det sidste år af min ansættelse fik jeg ny leder, som slet ikke forstod min sygdom. Det gjorde enden på min ansættelse, hos et firma jeg ellers var så glad for, og havde troet at her skulle jeg blive. Han stressede mig, kørte mig ned, havde ingen forståelse eller empati. Jeg bad om at blive sat ned i tid, for kunne ikke klare mine 10 timer mere. Det fik jeg ikke lov til.

Efter det svære år hos min arbejdsplads, havde jeg ligesom fået endnu et knæk. Jeg havde endnu ikke lært at respektere min sygdom. Jeg nægtede at den skulle styre noget. Så jeg respekterede den ikke, og formåede ikke at give mig selv den ro og stabilitet jeg nu ved er så livsvigtig for mig. Jeg blev ved med at gå og føle jeg bare skulle ændre på det, flytte derhen, gøre dit, gøre dat, så ville jeg nok få det bedre.
Åh det er svært at forklare den smerte og rastløshed og forvirring mit liv var præget af.

Jeg blev 50 år i 2016. Det fejrede jeg med at gå Bornholm rundt sammen med min ældste datter. Med alt for stor rygsæk. Året efter gik jeg Caminoen i Spanien, en kaos tur hvor jeg tudede hele vejen tværs over spanien men fik flyttet så mange ting i mig selv, og lært så meget om mig selv, plus taget endelig afsked med min mor.
Også dét er svært at forklare, men siden da har jeg fundet RO i mig selv, og også fundet glæde i mig selv. Men ikke som sådan bedring. Jeg bliver kun svagere og skrøbeligere som tiden går. Min læge siger HJERNETRÆTHED, og den viser sig efterhånden efter de mindste ting. Det er hvad mine bipolare episoder har givet mig. En øget følsomhed overfor stress bl.a. Jeg kan ikke klare deadlines længere. Kan ikke møde til bestemt tidspunkter, er nødt til at have lang snor i forhold til mødetid. Jeg kan ikke aftale noget i lang tid før. For jeg ved ikke hvordan jeg har det på dagen. Jeg har eksperimenteret med hvilken model passer bedst på mig. Umiddelbart har jeg tænkt at faste aftaler i kalenderen ville være godt. Langsigtet planlægning. Men sandheden er, at det giver mig stress. Det fylder i mit hoved at jeg ved jeg skal noget. Så jeg har i et stykke tid kørt med at jeg kun ser 1 dag frem. Det kan jeg bedre klare. Jeg prøver så vidt muligt at have NUL planer. Prøver bare at mærke efter om morgenen; hvad kan jeg klare i dag. Og så tager jeg den derfra.

Undskyld for et rodet indlæg. Jeg tømte bare hovedet.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Nu skal det være er publiceret 13/04-2023 22:18 af Bipoliv.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.