Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
9 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
9 år siden
Еnke
Halina Abram...
5 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
8 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
7 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
9 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
8 år siden
Hej med jer!
vintergækken
9 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
7 år siden
Tegning
Jette Peters...
6 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
6 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
4 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
4 år siden
Stemme
Halina Abram...
5 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
13 år siden
Dræbende og livgivende
Bjørn Langki...
4 måneder, 20 dage siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
9 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
8 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
2 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
9 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
7 år siden
Smil grill og musik 2020
Martin Micha...
1 år, 11 måneder siden
Oktober
Camilla Rasm...
8 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
7 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
9 år siden
How it all began...
Shirley Shei...
7 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
5 år siden
AT forløb
Coleen
8 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
6 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
5 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
9 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
8 år siden
At være tilbage i Danmark... hmmmm, stadig meget uvirkeligt. Specielt bliver jeg dagligt mindet om det når min datter taler engelsk med mig og generelt henvender sig til folk på engelsk. Det er hun jo vokset op med. Hun taler også engelsk med sine Brio mænd!

Det melder sig også når jeg ser noget så banalt som en hundelort ligge og flyde på gader og stræder, noget som i Vancouver koster 500-2000 dollars i bøde! I princippet kunne man vel nå at luske væk fra den rygende lort uden at blive opdaget, men folk tager det tilsyneladende som et vink med en vognstang: Hundelort er ikke rart at træde i. Så forstå det dog: lorten forsvinder ikke bare fordi du vender ryggen til den.

Det melder sig i øvrigt også når jeg står nede i Brugsen og folk taler dansk og jeg i et split sekund tænker: "Gud, der er jo danskere i byen i dag!". I samme tråd kan nævnes, at jeg til stadighed bliver opstemt når jeg ser DK-klistermærker på bilerne.

Det melder sig når jeg bider mig i læben for ikke at præsentere mig på engelsk når jeg tager telefonen: "Carina speaking".

Det melder sig når min mor viser synlig glæde over at se en and i et vandhul! En and?

Det melder sig når jeg på stranden ser dyrespor i sandet og angstfuld kåd tænker: "BJØRN!!!!!!" for kun kort efter at se mig omkring og hurtigt indse, at det nærmeste man kommer på en bjørn på St. Havelse strand bliver i mødet med en jagthund i snor. Hunden der bed min far i hånden helt ned til benet forleden var også i snor og tænk den lever squ stadig, altså hunden. Det ville jo ikke være sket i Canada og det kan man så diskutere frem og tilbage, men jeg noterer mig blot forskelligheden.

Det melder sig trods alt mindre og mindre når vi skal dreje til højre i et lyskryds og har en infam trang til liiiiiige at svinge til højre for rødt når der er fri bane, som jo er lovligt i Nordamerika.

Det melder sig dog i høj grad når jeg på min cykel kører rystende ud af vejen og endelig indser, at billisterne rent faktisk SER mig.

Små observationer som alene ikke har den store betydning, men som samlet vælter hele ens hverdag på den anden ende. Jeg mener, nu skal mine grøntsager i skraldespanden og ikke i grøntsagskværnen, vaskemaskinen slynger ikke mit tøj i stykker længere, køleskabet er halvt så stort og samtidig kan man nu ikke købe mælk i 4-liters dunke. P-skiver er noget man skal tage alvorligt igen; forleden blev vi 500 kroner fattigere på den bekostning og folk kører som om de skulle nå den sidste færge, ikke i dag, men nogensinde og når man ved et tilfælde går på cykelstien bliver man kørt ned af gamle damer som har retten til vejen og dermed også retten til at køre dig ned.

Folk smiler ikke så meget mere og noget som er rigtig rigtig mærkeligt er, at indvandrende squ heller ikke smiler mere. De opfører sig ligesom danskerne! Nu havde jeg lige vænnet mig til det dejlige fællesskab med alle disse fantastiske mennesker fra hele verden som var så glade for, at de fik en mulighed for at leve et stille og roligt liv uden fare for at blive mejet ned på vej hjem fra arbejde. Hvor er smilet forsvundet hen? Jeg har forgæves forsøgt at nedsmile et par stakkels indvandrere som sikkert bare troede at jeg var psykisk syg eller på stoffer. Jeg føler et underligt slægtskab med mennesker som heller ikke hører umiddelbart til, for sådan har jeg det selv.

Så altså lige nu er jeg mere på vej ud end på vej hjem. Om en måned vil det se anderledes ud. Det ved jeg, for jeg har prøvet det før, da vi flyttede til Canada.

At være i Danmark føles som endnu en udstationering hvor det største problem er, at omverden ikke er klar over, at du er fremmed. Du taler jo sproget flydende og ligner jo også de andre.

Det er jo især pinligt, at skulle have klapvognen ind i en bus og ikke vide hvordan og hvorledes man gør det. Man spørger buschaufføren som stirrer vantro på dig når du på klingende dansk siger: "Skal jeg gå ind bagi og hvornår vil du have, at jeg skal stemple?" Første gang jeg skulle købe en pakke Gajol i en DSB kiosk baksede jeg naivt klapvognen ind i det lille lokale og var tæt på at få revet stort set alt i højde med klapvognen ned fra hylderne. Kioskmanden tog det pænt og formåede at smile til mig. Næste gang valgte jeg dog at efterlade klapvognen udenfor og at tage barnet med ind i hånden. Det er vist sådan man gør det her, ik`?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Fremmed i Danmark er publiceret 14/10-2004 22:48 af Carina Malene Rømer (Lillemor).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.