Jeg har fundet smilet, omend i en helt anden embalage end den jeg har vænnet mig til i Canada. Derovre er smilet nok mere nysgerrigt og opsøgende fremfor det mere tilbagetrukne og afventende smil i Danmark.

Det slår mig stærkt i den forbindelse, at jeg i Canada brokkede mig over den manglende indlevelsesevne jeg ofte blev mødt af. Alt foregik på overfladen; enten var der ingen bund eller også lå den forskudt af mit operativsystem.

Men i mødet med canadieren blev jeg overvældet af en gæstfrihed og åbenhed som jeg aldrig nogensinde er stødt på før. At være fremmed i Canada er næsten umuligt fordi man lynhurtigt bliver omfavnet for sin kulturelle anderledeshed og optaget i familien af indvandrere. De er jo alle indvandrere på et eller andet plan og mange af dem husker det fra egen oplevelse eller historier fra ældre generationer. Undtagen lige de indianerne og inuitterne... det er en helt anden historie!

Hvis man gerne vil integreres i Canada så skal man bare række dem en lillefinger. Det er dét smil der mangler i min hverdag nu hvor jeg er tilbage i Danmark hvor man generelt nok ikke uddeler af den slags smil med mindre man har gjort sig det fortjent. Det kan man vel også kalde for reserverethed. En egenskab som jeg i bund og grund har hædret og stadig gør. Jeg vil have ret til at være reserveret og tilbageholden overfor mennesker som jeg ikke kender og ved om jeg kan stole på, men ... det store men er, at hvis man skal integreres har man brug for at vide, at man er velkommen i folden. Man har brug for at blive modtaget og smilet til. Nu går jeg så her som en fremmed i Danmark der taler flydende dansk og forsøger at smile til alle nydanskerne. Jeg føler stadig, at jeg høre mere til i deres gruppe end i den jeg ophavsmæssigt vel egentlig har mere hjemme i.

Det er meget mystisk og meget fascinerende på samme tid, at jeg kan møde kinesere i Danmark som i opførsel og mentalitet er helt anderledes end de kinesere jeg har boet dør om dør med i Canada. Mennesket har en forbløffende evne til at tilpasse sig hvis det får lov.

Og det her var egentlig slet ikke det jeg havde lyst til at skrive om i dag. En tanke leder som bekendt altid og ustandseligt til en ny!

At forlade Canada var hårdt, hårdere end jeg havde regnet med. Jeg blev mere og mere ked af beslutningen om at rejse tilbage som tiden nærmede sig og da jeg endelig sad i flyveren den 2. september tudede jeg som pisket. Heldigvis larmede flyets motorere på jumbojetten så meget, at mine halvkvalte forsøg på at holde en overstadig hulken tilbage forstummede.

Følelsen af at have forladt sin elskede sad som en klump i halsen. Ikke bare sin elskede, men den person som man i fællesskab havde besluttet at ende parforholdet med. Ham som man mange år senere tænker tilbage på med varme og en sagte kildren i maven. Manden som langt hen ad vejen var Mr. Perfect, men som i den sidste ende viste sig ikke at ville samme vej som du. Det var ikke en stormende forelskelse, men en stille tilvænning som bestemt ikke altid var nem og dog et forhold vis største styrke lå i forskellighederne. Den ene lå inde med eventyret, den anden søgte eventyret.

Jeg sørger stadig over tabet af min store kærlighed også selvom jeg i bund og grund ikke kunne forestille mig at flytte tilbage og bosætte mig i storbyen.

Dette dilemma fødes jo i høj grad også af at jeg har født vores datter i Canada. Det var derovre jeg lå og skreg mens personalet på sygehuset sagde: Push push, Mrs. Romer! Det var der vores datter trådte sine første sko ud og det var der hun lærte at tale og at blev forelsket for første gang i et andet lille menneske som nu er så frygteligt langt væk fra os.

Jeg må tænke videre...

Villa og Volvo er på plads... lænkerne strammer... kan jeg holde til det? Er jeg stærk nok? Hvor er min frihed blevet af. Min tid i Danmark før og efter Canada er uden sammenligning...