Jeg føler, at mine venner og min familie forventer, at jeg skal være stærk. Jeg føler, at de forventer, at jeg kan bære verdens tunge vægt på mine spinkle skuldre. Jeg kunne engang, men nu er jeg ikke så sikker mere!

Jeg har ikke snakket med John siden tirsdag d. 06.11'07 hvor han hørte om Chris. John og jeg har fælles venner i Jylland og en enkelt på Sjælland. Vores veninde Mette fra Rødhus kan rigtig godt lide at fortælle mig, hvordan John har det! Her til aften fik jeg at vide, at John er begyndt at drikke rigtig meget, feste en del, og at han i går aftes var i biffen - det kan godt være jeg er færdig med John, men derfor gør det stadig ondt at høre om hans liv. Det er jo "kun" en uge, vi ikke har snakket sammen i... :-/

Jeg vil ikke vise hende at jeg er svag og ikke kan tåle det, jeg vil ikke sige hun skal holde mund, men i weekenden brød jeg sammen. Natten til søndag brød jeg sammen i armene på Chris, jeg kunne bare ikke have mere af det! Mine venner snakker frit om deres problemer med kærester, familie og venner, og jeg lytter gerne, hjælper dem så godt jeg kan, men jeg kan ikke selv snakke om mine problemer. Det hører ikke til i deres hverdag at høre om mine sår fra fortiden der aldrig er helet. De har aldrig oplevet det, så jeg vil ikke dele det med dem, de vil ikke forstå.

Chris ved noget af det, men jeg kan ikke gå i detaljer. Hvad nu hvis han ikke forstår? Hvad nu hvis han tænker "God damn hun er klam!" <- det er jo ikke min skyld, at jeg blev udsat for det :-/

Min familie har deres problemer at slås med;

far: ham og "kæresten" er ved at finde ud af om de skal fortsætte eller stoppe helt.
mor: ..... hende snakker jeg generelt bare ikke ret godt med om sådan noget her :-/
bror: ..... slås selv med sin angstsygdom, så vil ikke lægge mere på hans skuldre.
mormor & morfar: står i problemer til halsen ang. økonomien fra huset de flyttede fra. De vil heller ikke forstå...

Jeg går til psykolog med flere ugers mellemrum, men jeg går der vistnok mest kun for lige at få renset hovedet en gang i mellem...

Jeg tror folk omkring mig, ser mig som en psykisk forstyrret person. Jeg synger med på sangene når jeg hører musik, jeg gør hvad jeg vil, jeg skider på hvad andre tænker, og det er jo ikke lige hvad verden er vant til. Verden forventer, at man opfører sig anstændigt, ordentligt og viser, at man har manerer - hvilket jeg også har! Jeg gemmer dem bare væk ind i mellem, måske for at beskytte mig selv?

Jeg kan ikke lide, at blive trådt på. Jeg ventede så længe på et mirakel. Der var mange, der ikke kunne forstå, at jeg kunne holde det ud og sagde, at jeg var meget stærk. Det er det de forventer jeg er? For hvad skulle de gøre, hvis jeg pludselig brød sammen?
Måske er jeg ikke taknemmelig nok, måske er jeg for krævende, men det er sjældent jeg kan bruges deres såkaldt "trøstende ord" til noget. De må gerne holde om mig, men de skal ikke sige noget. Det ødelægger det, og gør det hele meget værre. Det hjælper så absolut heller ikke, at skolen er krævende! Men det er et problem for sig, og ordnes med tiden!

I WANT YOU TO NEED ME - CELINE DION
- Det er da nok en gennemført genial sang! Jeg elsker den, men jeg har bare ikke rigtig nogen jeg kan synge den til, og virkelig også mene det!

Det sjove ved Chris og John er;
- Jeg bliver ikke jaloux når der er noget med Chris og andre piger - hvilket jeg gjorde med John.
- Chris er bedre til at få mig til at grine
- Chris og jeg snakker dog ikke ret meget når vi er sammen, det er som om vi kan læse hinandens tanker?!
- Han behandler mig (undskyld mig) bedre end John gjorde.
Haha! .....

SALAD FINGERS; www.fat-pie.com Fed humor, hahaha! Har du skåret i din EMO i dag?

I NEED YOU!