Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
5 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
9 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
9 år siden
Et digt
Peter Munk (...
8 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
14 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
7 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
4 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
3 år siden
Bryllup1 - Og så så man l...
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Poetry Slan et skridt vid...
Martin Micha...
2 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
6 år siden
Nyt land
Christian Ba...
7 år siden
Afkørsel
Anja Maria S...
6 dage siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
6 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
5 år siden
Tomhed
Majtb
6 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
8 år siden
Gnist...
Signe Unmack...
27 dage siden
STÅR PÅ EN SKILLEVEJ
ingelnielsen
8 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
2 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
8 år siden
Læseferie... næsten
Michala Esch...
9 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
6 år siden
Den gamle gartner
Peter
7 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
4 år siden
savføre
Peter
8 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
12 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
7 år siden
Jeg tror nok det var en anekdote om Picasso, jeg læste en gang.

Han arbejdede på nogle malerier og havde samtidig et dagligt møde med en bjergbonde, som vandrede forbi på vej til arbejde i højderne. Som regel lå Picasso i sin hængekøje under træerne, når bonden vandrede forbi, og denne hilste Picasso med en bemærkning om det gode hvil i hængekøjen. Picasso svarede dertil, at han aldeles ikke hvilede, men arbejdede, og det blev ikke mindre uforståeligt om aftenen, når bonden vendte hjem fra bjergene igen efter endt arbejde. Da så han Picasso i fuld gang med at male, og dette blev kommenteret som flittigt arbejde, men Picasso bedyrede til gengæld, at nu slappede han af.

Den er næsten usynlig, den indre proces ! Hvis man bare selv vidste, hvad der foregik, så man eventuelt kunne få lyttet bedre til sig selv og fange signalerne effektivt i stedet for at blokere. Det er djævelsk svært, og alligevel føler jeg, at det er det, jeg kan. Ikke at jeg excellerer i sådanne meriter, det må jeg lade andre om at vurdere, men det er overvejende dér mine evner ligger, når jeg nu alligevel lever på den dér stilleben-facon med langsommelig koncentreret fordybelse. Jeg kan ikke være hurtig, det kan jeg bare ikke !

Dagbogen hér må siges at være min regelmæssige lyttetræning, og det, der nogen gange er svært, er at acceptere, hvor man bevæger sig hen i processen, for man kan overraske sig selv så meget, at man ikke forstår at lytte. Man kan ganske enkelt sige sig selv midt imod, og den kan være svær at sluge.

Det nemmeste er skrivningen, når idéerne er faldet på plads. Lige som Picasso, der hviler, når han endelig står med penslen i hånden.

Konkret arbejde er ikke altid det sværeste, og det er ikke for at lyde elitær, det er simpelthen et trommeslag for det indre arbejde, som mange forsømmer - og nu har jeg faktisk lige overrasket mig selv i denne dagbogsøvelse, for nu er jeg ledt tilbage til drengen ved sin fars grav midt om natten fra forrige dagbogsnotat. Brugbar strøtanke !

Hvem ville rose drengen for at sidde ved graven om natten ? Måske han gør det for at komme igennem til dér, hvor livet får kvalitet af liv og ikke bare overlevelse. Jeg ved, jeg foretager min regelmæssige skriftlige introspektion for at skabe livskvalitet, finde ud af, lære og komme videre - Picasso kom sikkert langt omkring, mens han hvilede fysisk.

Man får en ubændig trang til at handle sig gennem udfordringer, handle sig til livet, for det kan jo ikke være rigtigt at falde for fatalismen og bare acceptere sin skæbne, men et fatalistisk træk har selv nuet vel som det udgangspunkt, vi har at gå ud fra og ikke kommer videre fra uden at acceptere det aldeles fatallistisk, uanset hvor uretfærdigt nuets udgangspunkt er lige nu.

Skeptikere vil kalde det navlepilleri, og jeg indrømmer det gerne, så den diskussion kan springes over til fordel for andre mere interessante. Jeg kan nemlig høre musen i trædemøllen og se, hvordan man kan indrette sig, så handlekraften ikke får en ud af stedet, og jeg kan genkende Picasso rejse uden at røre sig ud af stedet. Det var den som førte til handlekraft om aftenen med penslen i hånden.

Nu ser jeg krebsens tegn for mig : to haletudse-agtige skikkelser, der bider hinanden i halen - burde vide det, da jeg selv er født i dette stjernetegn - og så spørger jeg mig selv : hvornår bliver arbejde hvile, og hvornår bliver hvile arbejde. Måske det er en brugbar synsvinkel på sagen ? Måske vi arbejder konstant, men bare bruger nogle energier på ét tidspunkt og andre på et andet tidspunkt ?

Jeg forsøger at have mig selv med i skriveprocessen, at acceptere, når jeg er nødt til at foretage en indre rejse ligesom Picasso for at blive klar til handling. Jeg forsøger at acceptere min måde at skrive på, hvis grundlæggende træk vil forblive de samme uanset, hvor meget jeg kommer til at lære om skrivning, og hvor lidt andre eventuelt måtte synes om mine tekster.

Man kan alligevel ikke flygte fra sig selv - selvmord er vist den eneste måde at gennemføre et sådan forehavende på, og jeg skulle jo mene, at flugt handler om at bevare livet og sig selv - og da kan man jo lige så godt befatte sig ordentligt med livskvaliteten, arbejdet og hvilen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Elaboreret. er publiceret 18/05-2008 12:25 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.