Kære dagbog,

Man siger at livet leves forlæns og forståes baglæns...

Jeg mangler stadig at forstå en del.

Jeg føler oprigtig, at jeg er blevet frarøvet et helt år af mit liv, siden jeg blev syg i december sidste år og nu, har tiden skiftevis stået stille og er fløjet afsted.

Heldigvis er børnene glade og fulde af livsoptimisme, så min mission er da ikke mislykkedes helt.

Jeg har lagt sidste hånd på deres pakkekalender, så den er klar til imorgen tidlig... jeg følger min tidligere julestrategi, det vil sige at de begge (bonusbørnene er blevet betænkt med en chokoladekalender af lødig kvalitet) får en gave den 1.ste og den 24.december, fra den 2. til den 23. december skiftes de to guldklumper til at pakke en lille hilsen op...

De har været så dygtige mens jeg har været syg, så de har oprigtig fortjent en goodwill-hilsen der gør december varmere og hyggelig...

Manden er taget i svømmehallen med alle 4 børn, der måtte jeg melde pas, mavesmerterne ville gøre turen alt andet end underholdende... har sovet 2 1/2 time i nat, så jeg føler mig lettere brugt...
Derefter står den på "Bodies"...
En udstilling i København...

Vores krop er det vigtigste, vi har. Den er en højt udviklet maskine; der er langt mere kompleks og forunderlig end alle de computere og apparater, vi omgiver os med i dag.
Alligevel ved de fleste af os ikke, hvad det er, der holder os i gang — hvordan vi fungerer, hvad vi behøver for at overleve, hvad der ødelægger os, og hvad der giver os ny energi.
Formålet med Bodies-udstillingen, som er muliggjort gennem plastinationsprocessen, er at imødekomme denne mangel på viden ved at give almindelige mennesker adgang til materiale, som hidtil har været forbeholdt de lægevidenskabelige fag: en tredimensionel tur rundt i menneskekroppen.

En udstilling jeg rigtig gerne ville se, og på den anden side, har året der er gået, budt på et indblik i min krop, jeg helst var foruden...

Efter motionen og det lærerige indslag har kassemesteren (mig)(ej selvbestaltet, men når man går fra fast indkomst til sygedagpenge på lånt tid...(ved stadig ikke hvad der sker når perioden udløber, hvis min lever stadig ikke fungerer optimalt)så skal der spares, funderes og planeres, for at få pengene til at slå til)bevilget en tur i Tivoli,en god start på 1.ste søndag i advent. Måske jeg skulle bage nogle brunkager til de kommer hjem... nå men det kan jeg tids nok nå...

Nu bipper min sondemaskine og det er tid til næste pose ...
regnede på det den anden dag, har allerede været koplet på den i et par måneder, hvor tiden dog flyver ...

Næringstilskuddet har sat stop for vægttabet (næsten) men selvom jeg forsøger at spise ved siden af, har jeg svært ved at nå op på almindeligt dagsindtag af fast føde... pokkers.

Imorgen skal jeg til samtale på hospitalet, er nervøs for hvad lægen vil sige, men jeg føler ikke længere at jeg står med en fod i graven, så jeg håber at mine levertal er blevet bedre, at han kan spå lidt om fremtiden.
Fortælle om de helt er gået bort fra diagnosen Crohn eller hvad der sker.

Forhåbentlig har han en løsning på smerteproblematikken selvom jeg inderst inde godt ved at det er ønsketænkning...

Nå, men jeg sender et smil til alle, store og små...
og håber oprigtigt at I må få...
en glad og fornøjelig julestart...
der byder på en december fyldt med rart.

:-)
Balancerer på livets line.