Egentlig har jeg jo kunne mærke det længe. De insisterende blikke og diskrete hints. Men hele tiden har jeg kunne skubbe det væk med den naive del af mit sind og fortælle mig selv at det faktisk ikke passer.

Og det er da også som om at så længe man er sytten kan de fortælle hinanden at det stadig går an, at det bare er et morsomt indslag i deres hverdag at man stadig hævder at Peter Pan er ens yndlings bog og pure nægter at tro på at magi og andre fantastiske ting ikke findes.

De siger til hinanden det er lidt små skørt, ja, men på den underholdende måde og det er stadig tilforladeligt. ’Hun er jo trods alt kun sytten’ kan de med selvtilfredse miner blive enige om.

Men så bliver man atten og det er straks som om der bliver rykket i usynlige snore. Man bliver utrøsteligt hevet imod uddannelse, arbejde, familie og andre store fremtids tanker. Fremtiden bliver så vigtig man nærmest løber tør for nutid.

Og når man så siger nej tak til mavesår og lykkepiller, kan man høre de opgivende suk se de irriterede miner over den ”voksne” pige der ikke kan give slip på barndommens pjatterier. Og så står man ellers der og længes efter den tid hvor de gav en besked på at være barn så længe som muligt og fortalte at man kunne blive lige hvad man ville.

Men rockstjerne eller cirkusartist er ikke så fornuftigt som gymnasium og økonomi.

Jeg kan knap nok trække vejret ved tanken om det liv de prøver at tvinge ned i halsen på mig, og prøver da også ihærdigt at minde dem om dengang de selv stod med et liv foran dem og frydede sig over at de både kunne bage kagen og også spise den. Med ekstra flødeskum, glasur og krymmel.

Men de mener så absolut deres tanker var langt mere fornuftige dengang end mine er nu og jeg skal støtte mig til deres erfaringer fra en verden der ikke længere er som den var og som ikke er min verden.

Men de har da ret i en ting. Når man er atten kan man selv bestemme. Så det er ikke svært for mig at stampe i jorden med en fod der til tider hellere vil befinde sig i en solid gummistøvle i stedet for en højhælet stilet, og bestemme for mig.

For det gør jeg! Også selvom de siger at jeg tydeligvis ikke er klar til at tage ansvar for mine egne beslutninger, men jeg kan bare række tunge og blive ved med at holde fast i mine barnlige fornøjelser.