Har tænkt på at det virker egoistisk, at jeg ofte begynder mine indlæg med "Jeg...". Men det handler jo om mig, så hvorfor ikke? (og den der kommaregel med at man skal sætte komma og ikke punktum efter "men", kan jeg ikke altid få til at passe i mit hoved).

Jeg kan godt stråle, når andre får mig til det. Når jeg kan mærke de kan lide mig. Jeg har svært ved selv at komme i gang. Som én af mine bedste venner, der nu er død, engang sagde, så må jeg selv gøre noget for det. Det var ikke direkte i forbindelse med det, men noget lignende. Det tror jeg godt kan lade sig gøre, hvis jeg prøver og så får succes.
I det hele taget tror jeg at succes er meget væsentligt for mig. Det er det nok for de fleste, men hvis jeg skal sige det anderledes, tror jeg at jeg er sartere i modgang og derved stærkere i medgang, fordi jeg kender det modsatte og bliver trukket så meget ned af det.

Har spekuleret på om det der blandt andet gør mit studieliv svært hvad læsning angår, kan være manglende identitetsfølelse. I showdown kan jeg godt tage mig sammen og træne når det skal være, også selvom jeg ikke gider - Men der har jeg oplevet meget succes og føler at jeg er en person skilt ud fra de andre. jeg er mig - En showdownspiller, der kan præstere noget. Jeg troede faktisk det ville hjælpe at jeg fik veninder og kom med socialt på uni. Det vil det måske også, men ikke nok. Jeg tror at jeg mangler at bevise over for mig selv at jeg kan det vi skal kunne og før det er gjort, tror jeg ikke jeg får det så nemt. Det sker bare ikke uden en arbejdsindsats, som jeg indtil nu ikke har formået at lægge i bøgerne. Jeg havde en snert af det, da jeg så at mine eksaminer var vel overstået. Da fik jeg lyst til at kæmpe for gode resultater, men lysten glemte jeg desværre. Det er bare dumt, for jeg ved at jeg kan. Jeg ved at nogle ting vil falde mig sværere at forstå end andre, men sådan har alle det. Men jeg tvivler ikke på at jeg kan komme godt i gennem, hvis jeg arbejdede for det. ER ret sikker på at det er en del af sagens kerne, at jeg mangler et bevis for at arbejdet betaler sig. Vejen føles simpelthen for lang, fordi jeg slet ikke kan øjne målet. Resultatet af alle timerne med bøgerne ligger for langt væk til at jeg kan forstå det. Rationelt kan jeg godt, men ... For mig er der ligesom et lag dybere. Jeg ved altid godt hvad jeg bør, det gør de fleste. Følelsesmæssigt ville det også være en stor tilfredsstillelse at komme ud med et godt resultat - Men der i mellem følelse og rationel tanke, er der ligesom en gnist der skal få det til at gå op i en større enhed. Den kan være rigtig svær at tænde for mig og jeg har ikke disciplin nok til at arbejde uden den der udefinerbare drivkraft.